Nyhedsoverblik

Politi var tilstede med maskinpistoler i boligområde

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tirsdag aften været massivt tilstede i Ringparken i Slagelse.

Betjentene var blandt andet bevæbnet med maskinpistoler.

- Vi modtager omkring klokken 19.00 en anmeldelse fra en borger i midtbyen. Anmelderen har set to personer med en pistol, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Heidi Grandt Andresen.

Politiet sender 'en del' patruljer til anmeldelsesstedet i midtbyen.

- De to personer sætter sig så ind i en bil. Den bil finder vi ude i Ringparken, hvor to personer løber fra den. De bliver senere anholdt, og vi har fundet en hardballpistol i bilen, siger vagtchefen.

Der er tale om to mænd på 18 år og den ene er blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Heidi Grandt Andresen understreger, at selvom det viste sig ikke at være en rigtig pistol, så tager politiet anmeldelser om skydevåben som en alvorlig sag.

- Vi tager anmeldelser om personer med våben særdeles seriøst. Det er også derfor, vi har været massivt tilstede og også med maskinpistoler, siger vagtchefen.