Endnu en bilbrand har ramt Slagelse.
Denne gang måtte politi og brandvæsen rykke ud til boligblokområdet på Albert Ibsensvej i Slagelse.
Her fandt beredskabet en Toyota Pickup-personbil i flammer. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi vurderer, at branden er påsat, fordi sideruden var smadret med en sten, siger Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.
Ifølge politiet udbrændte selve kabinen. På trods af skaderne på bilen skal politiet nu forsøge at finde spor i sagen, som kan lede dem frem til gerningsmændene.
Derfor hører politiet gerne fra vidner, som kan have set noget mistænkeligt i området omkring Albert Ibsensvej i tiden op til og efter branden.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.