Nyhedsoverblik

Prisen for at køre over Storebælt falder

Kontantprisen for at køre over Storebælt for person- og varebiler falder fra årsskiftet med 45 kroner.

Det skriver Transportministeriet fredag på sin hjemmeside.

Ministeriet oplyser, at et EU-direktiv bestemmer, at den nuværende prisforskel mellem automatiske betalinger og kontantpriserne er for stor. Den må maksimalt være på 13 procent.

- Derfor har regeringen besluttet at sætte prisen ned ved kontantbetaling for person- og varebiler, så prisforskellen mellem de to billettyper bliver mindre.

- Det er godt nyt for dem, der kun sjældent skal over broen i bil og derfor ikke har en automatisk betalingsløsning, siger transportminister Thomas Danielsen.

Prisændringen gælder kun for køretøjer, der er mindre end seks meter i længden.

Prisændringen betyder, at gælden i A/S Storebælt forlænges med et år. Forventningen er, at Storebæltsbroen vil være gældfri i 2035.