Nyhedsoverblik

Rejsehold skal mindske sygefravær

Med 12.000 sygemeldinger om året på de kommunale arbejdspladser i Slagelse Kommune skal et nyt såkaldt rejsehold nu mindske antallet af sygdomsforløb.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Rejseholdet består af et tværfagligt team af medarbejdere med ekspertise inden for coaching og arbejdsmiljø, som skal besøge arbejdspladserne samt tilbyde støtte og rådgivning til ansatte, der oplever psykiske og fysiske belastninger.

Formålet er at beholde flere medarbejdere på arbejdsmarkedet ved at indsætte hjælp, før de bliver sygemeldt.

- Mange gange kunne man måske have undgået sygemeldingen, hvis medarbejder og virksomhed havde fået den rette hjælp tidligere i forløbet, siger Jane Dahl (K), formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget.

- Det håber vi, at rejseholdet kan bidrage til, så vi kan undgå nogle af sygemeldingerne, tilføjer hun.

Rejseholdet tilbyder både fysisk og telefonisk rådgivning og er en del af kommunens forbyggende indsats.