97.500 billetter blev sat til salg tirsdag klokken 10, og lidt over otte timer senere er der ikke flere startnumre tilbage.
Det er første gang, at Royal Run kan melde udsolgt på første salgsdag.
Næste års royale motionsløb lægger for første gang vejen forbi Korsør. Dertil kommer fire andre byer og København/Frederiksberg. Sidstnævnte er det største af de fem løb, hvor der er solgt 45.000 startnumre.
Det rekordhurtige salg kommer bag på Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
- Vi havde på fornemmelsen, at vi ville sælge alle startnumre til vores store motionsfest, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle ske på lidt over otte timer, siger Størup i pressemeddelelsen.
I alle byer kan man vælge mellem distancerne one mile, fem kilometer eller ti kilometer. En mil svarer til cirka 1,6 kilometer. Løbet finder sted 9. juni 2025.