Nyhedsoverblik

Sanseteknologi skal hjælpe borgere med demens

Beboere med demens på Plejecenter Quistgården i Korsør vil i fremtiden blive introduceret for sanseteknologi.

Det sker efter Slagelse Kommune har modtaget 1,4 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til et projekt, som vil bruge sanseteknologi til at forbedre livkvaliteten for mennesker med demens. 

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. 

Sanseteknologien skal med lys, lyd og billede have en beroligende effekt og samtidigt forebygge angst, forvirring og stress, som er nogle af de symptomer demensramte mennesker kan opleve i hverdagen.

- Formålet med at introducere sanseteknologi er at skabe de mest optimale muligheder for at genskabe erindringer, få en meningsfuld dialog og genkalde positive øjeblikke fra beboernes liv, siger Heidi Hjort Kjeldgaard, der er afdelingsleder for Folkesundhed, Demens og Velfærdsteknologi i Slagelse Kommune.

Projektet løber fra september 2024 til december 2025, og udføres i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon.