Skole brændte ned - nu vender eleverne tilbage

Eleverne på Vemmelev Skole, der for en uge siden mistede en fløj under en ildebrand, skal undervises i nærliggende hal og pavilloner.

Hverdagen er vendt tilbage efter efterårsferien. 

For de 450 elever på Vemmelev Skole er hverdagen dog ikke helt, som den var før ferien. 

quote Pavillonerne er fuldt ud moderne og egnet til ophold også om vinteren, så eleverne kommer ikke til at fryse

Torben Møller Nielsen, chef for skoler og dagtilbud i Slagelse Kommune

- Det første, vi gjorde mandag morgen, var at holde et morgenmøde, hvor vi informerede elever, forældre og ansatte om det, der var sket, og hvordan skoledagen må forventes at blive nu, hvor vi alle sammen skal være sammen på færre kvadratmeter, siger skoleleder Emil Krapper.

Udskolingens fløj brændte ned til grunden i sidste uge.
Udskolingens fløj brændte ned til grunden i sidste uge. Foto: René Lind - Lind Foto

Årsagen til informationen på morgenmødet var den, at en fløj på Vemmelev Skole nedbrændte natten til onsdag i sidste uge. Fløjen huser skolens udskolingsklasser.

- I den her uge er vores 9. klasser i erhvervspraktik, så de opholder sig ikke på skolen. Det giver os noget tid og plads, men øvelsen bliver at finde nok plads fra næste uge, siger Emil Krapper. 

Chef for skoler og dagtilbud i Slagelse Kommune, Torben Møller Nielsen, fortæller, at der bliver opstillet pavilloner ved skolen.
Chef for skoler og dagtilbud i Slagelse Kommune, Torben Møller Nielsen, fortæller, at der bliver opstillet pavilloner ved skolen. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

En midlertidig løsning på kort sigt er imidlertid allerede på plads. 

- Én af niende klasserne skal undervises i et tilstødende lokale i vores idrætshal (Vemmelevhallen, red.) fra næste uge og et stykke tid frem, siger Emil Krapper. 

Læs også
- Held i uheld, at det skete i ferien, siger skoleleder efter brand
Læs også
- Held i uheld, at det skete i ferien, siger skoleleder efter brand

De andre klasser fra udskolingen skal undervises i faglokaler på selve skolen det næste stykke tid. 

Men fra begyndelsen af december forventes det, at en længerevarende midlertidig løsning er på plads på skolens grund. 

En af skolens klasser skal de kommende uger undervises i Vemmelevhallen.
En af skolens klasser skal de kommende uger undervises i Vemmelevhallen. Foto: Slagelse Kommune

- Vi er i gang med at søge om byggetilladelse til opstilling af pavilloner, der skal stå i umiddelbar nærhed til skolen. Vi regner med, at de kan opstilles om seks til otte uger, fortæller Torben Møller Nielsen, der er chef for skoler og dagtilbud i Slagelse Kommune. 

Pavillonerne skal være opstillet indtil den nedbrændte fløj er genopbygget. Det kan ifølge Torben Møller Nielsen vare et år eller længere. 

- Pavillonerne er fuldt ud moderne og egnet til ophold også om vinteren, så eleverne kommer ikke til at fryse, siger han. 

Læs også
16 fartskilte på få kilometer vækker vrede
Læs også
16 fartskilte på få kilometer vækker vrede

Efter planen skal alle eleverne fra skolens ældste klasser have undervisning i pavillonerne. Når de bliver taget i brug, vil der blive bedre plads på skolen. 

- Vi kan godt mærke, at der er færre kvadratmeter at boltre sig på. Samtidig skal der det næste lange stykke tid være håndværkere på skolen, der skal genopbygge den nedbrændte fløj. 

- Derfor har vi blandt andet besluttet midlertidigt at sløjfe klassernes sædvanlige gruppearbejde på gangene, siger skoleleder Emil Krapper. 

Han oplever, at elever og forældre håndterer situationen godt, og at de har fuld forståelse for de udfordringer, den giver.


Nyhedsoverblik