Lastbiler er både torsdag og fredag i stort tal blevet standset ved Storebælt. Her er det blevet kontrolleret, om lastbilchaufførerne overholder køre- og hviletidsreglerne.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der står for Tungvognscenter Øst, til TV2 ØST.
Der er tale om en omfattende kontrol, hvor et meget stort antal lastbiler og andre tunge køretøjer trækkes til side og kontrolleres. Torsdag blev 126 lastbiler kontrolleret. I skrivende stund fredag er kontrollen fortsat i gang, oplyser politiet.
- Der er ikke så mange steder, hvor der er plads til at lave så stor en kontrol af lastbilerne, men Storebælt er meget velegnet med et sted tæt på motorvejen. Også fordi det er en af landets hovedfærdselsårer, og der virkelig kommer mange lastbiler igennem her, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Specialuddannede betjente
Ved kontrollen blev lastbilerne hentet ind til kontrol af motorcyklister og civile politibiler ved betalingsanlægget ved Halsskov og blev så kontrolleret på en stor parkeringsplads tæt ved anlægget.
- Vores folk fra tungtvognskontrollen er specialuddannede til at klare de opgaver. Det betyder også, at de hurtigt kan afgøre, om der er problemer. Det betyder, at de lastbilchauffører, der har styr på tingene, hurtigt kan komme videre fra kontrollen, siger Martin Bjerregaard.
Fokuseret kontrol
Når der er større aktioner med lastbiler, så er der ofte tale om såkaldte multivognskontroller - det vil sige kontroller, hvor kontrollanter fra politiet sammen med eksempelvis Fødevarestyrelsen, Skat eller Færdselsstyrelsen samarbejder i tilfælde af aktioner. Det er dog ikke tilfældet ved denne aktion.
- Det er udelukkende køre- og hviletid, som vi fokuserer på i denne kontrol. Derfor kan vi også klare kontrollen selv, siger Martin Bjerregaard.
Politiet har endnu ikke opgjort resultaterne af kontrollerne torsdag og fredag, men ventes at være klar med et resultat i næste uge.