Til kamp for fem vikingeborge: - En hjørnesten i danmarkshistorien

Fem kommuner er gået sammen om en ansøgning, der skal skaffe penge på finansloven til at formidle historien om Danmarks ringborge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Trelleborg nær Slagelse på Vestsjælland er en af de ringborge fra vikingetiden, som fortjener en plads på finansloven, hvis det står til de fem kommuner, hvori de historiske ringborge ligger.

Derfor har Slagelse, Køge, Odense, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner nu i fællesskab sendt en ansøgning til Folketingets Finansudvalg i håbet om, at de kan skaffe penge på finansloven til at formidle historien bag ringborgene.

- Det er et stykke historie i Danmark og et sted, hvor man kan binde hele landet sammen. Det er fem kommuner, der har de her borge, og det vil være rigtig godt, at den historie, der er omkring Harald Blåtand, kan blive samlet, fortæller Knud Vincents (V), der er borgmester i Slagelse kommune.

Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommune, mener at de fem ringborge repræsenterer en vigtig historisk kulturarv i Danmark.
Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommune, mener at de fem ringborge repræsenterer en vigtig historisk kulturarv i Danmark. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Unik Danmarkshistorie 

De fem ringborge gemmer på en bid af den tidlige Danmarkshistorie, der går mere end 1.000 år tilbage.

quote Ringborgene er en hjørnesten i den tidlige danmarkshistorie, som ikke kun har værdi lokalt, men også nationalt

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

Borgene blev opført under Kong Harald Blåtands regeringsperiode i Danmark i årene 958-987 og var en del af den strategi, kongen og hans bygmester havde lagt for at samle Danmark og sikre magten. Derfor blev der placeret fem ringborge strategisk på tværs af Danmark – nemlig Trelleborg ved Slagelse, Borgring ved Køge, Nonnebakken i Odense, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Løgstør.

- Ringborgene er en hjørnesten i den tidlige danmarkshistorie, som ikke kun har værdi lokalt, men også nationalt, siger Knud Vincents og fortsætter:

- Vi håber derfor, at man vil være med til at prioritere midler til formidlingen af en væsentlig del af vores allesammens danmarkshistorie.

Trelleborg er bedst bevaret

Trelleborg, som er en del af Nationalmuseet, er den bedst befæstede og bedst bevarede af borgene, og borgen har både forborg og en gravplads.

Flere massegrave ved Trelleborg bekræfter, at der blev kæmpet ved borgen. Et større antal pile blev fundet skudt ind i portene, og flere af portene var blevet brændt af.

- Vikingetiden har en unik plads i verdenshistorien, fordi det var der, Skandinavien gik fra at være hedensk til at blive en integreret del af den kristne kultur i Europa, og ringborgene er den fysiske manifestation af den tradition. De er et ingeniørmæssigt unikum, som markerer Danmark som et nyt samlet kongedømme, siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.

Kilde: Nationalmuseet

Ifølge Slagelse Kommune bidrager de fem kommuner selv med i alt godt 111 millioner kroner, der er skaffet gennem egne midler samt finansiering via fonde. Derudover vurderer de fem kommuner, at de mangler 62,5 millioner kroner til projektet. Pengene skal bruges til i alt fem formidlingsprojekter – ét ved hver ringborg.

Trelleborg Luftfoto
Foto: TV2 ØST

Ønsker plads på verdensarvsliste

Udover ansøgningen til Finansudvalget har kommunerne også forhåbninger om, at ringborgene kan blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste, der administreres af FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

- Bliver vi UNESCOs verdensarvs-kommune i fællesskab, så er det jo med til at øge turismen, så på den måde vil det være rigtig godt for hele landet, siger Knud Vincents.

Læs også
Arkæologer leder efter nye vikingespor på Trelleborg
Læs også
Arkæologer leder efter nye vikingespor på Trelleborg

Allerede tilbage i januar 2021 søgte de fem kommuner om optagelse på listen, men afgørelsen blev udskudt sidste år, da Rusland havde formandskabet. Grundet krigen i Ukraine var det derfor ikke muligt at afholde verdensarvskongressen i Rusland.

quote Historien viser i hvert fald, at de steder hvor man har fået udpegninger til UNESCOs verdensarv, der har det givet meget større international bevågenhed og meget større tilstrømning af turister

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

Nu er formandskabet overgået til Saudi Arabien, og man skal på Verdensarvskomitéen i september vurdere, om de fem ringborge har en fremtid på verdensarvslisten.

- En optagelse på verdensarvslisten vil være en stor anerkendelse af borgenes betydning i verdenshistorien. Det vil også have stor betydning lokalt for de enkelte kommuner og for Danmark som vikingenation, har Anne-Christine Larsen, Museumschef på Trelleborg, Nationalmuseet, tidligere udtalt i forbindelse med ansøgningen til UNESCO.

Læs også
Vikingeborg vil på verdensarvsliste – kan fordoble besøgstallet
Læs også
Vikingeborg vil på verdensarvsliste – kan fordoble besøgstallet

Knud Vincents ser også selv store potentialer i at være en del af den eksklusive klub:

- Man kan jo aldrig vide, hvad betydning det vil få, men historien viser i hvert fald, at de steder hvor man har fået udpegninger til UNESCOs verdensarv, der har det givet meget større international bevågenhed og meget større tilstrømning af turister, siger Knud Vincents.

Lykkedes det de fem kommuner at opnå støtte gennem finansloven, vil formidlingsprojekterne omkring de fem borge samtidig kunne være med til at støtte op om ansøgningen til UNESCOs verdensarvsliste. Det skriver Slagelse kommune i en pressemeddelelse.    


Nyhedsoverblik