Det øger lokalbefolkningens stolthed, når nye danske områder optages på Unescos verdensarvsliste.
Der kommer desuden flere internationale turister for at opleve de unikke verdensarvssteder.
Det siger professor i turisme og bæredygtig udvikling Janne Liburd, Syddansk Universitet, efter at fem ringborge fra vikingetiden søndag blev optaget på den prestigefulde liste.
- Det gør, at mange mennesker, der tidligere har taget det for givet, pludselig finder stolthed ved at bo et særligt sted.
- Man ranker jo lige ryggen en ekstra gang, når der kommer folk og klapper en på skulderen og siger: Nej, hvor er det fantastisk, siger hun.
Danmark har i forvejen syv steder på listen over verdensarven.
Det er Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld i Sønderjylland, Jelling Monumenterne og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.
Søndag kom fem danske ringborge til: Nonnebakken i Odense, Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge.