- Det her er så stort, så det først nu er som om, at det går op for os. Tænk, at vores gamle borganlæg nu er i samme liga som den kinesiske mur, pyramiderne og Taj Mahal.
Sådan siger Anne-Christine Frank Larsen, der er museumschef og leder af Trelleborg.
Det er knap to uger siden, at de danske ringborge fra vikingetiden kom på UNESCOs liste over verdensarv.
Og lørdag den 30. september var dagen kommet, hvor begivenheden for alvor skulle markeres på den gamle borgring ved Slagelse.
- Vi havde inviteret alle dem, der har hjulpet til i den faktisk 14 år lange proces, som er gået forud for udnævnelsen til verdensarv. Det er altså ret mange mennesker, som igennem tiden har været ind over arbejdet, siger Anne-Christine Frank Larsen.
For 13 dage siden stod hun selv i Riyadh, hovedstaden i Saudi-Arabien, hvor selve processen til udnævnelse til verdensarv tog mindre end et kvarter.
Selve ansøgningen til den nye status fyldte knap 400 sider.
- Det var fantastisk, men også lidt af et antiklimaks på den gode måde. Vi havde arbejdet så hårdt for det - og pludselig var den nye status i hus, og så sad vi der tilbage alene med jublen og de store smil, siger hun.
Blev opdaget ved et tilfælde i 1933
Lørdag var der dog både koncert, kage, borgmester og samarbejdspartnere i pænt tøj og ikke mindst en masse frivillige vikingehåndværkere, der markerede dagen med både håndværk og kamptræning og krigershow på den gamle borg.
Slagelses borgmester, Knud Vincents (V), fik lov til at skære den særlige UNESCO-kage for.
- Det har været fantastisk - også at der kom så mange gæster og var med til at fejre det sammen med os, siger Anne-Christine Frank Larsen.
Det kan dog bare være den første af mange gode dage på vikingeborgen.
Erfaringen fra andre UNESCO-monumenter i verden er nemlig, at besøgstallene stiger markant med den nye status.
- Erfaringen er, at besøgstallene stiger med mellem 100 og 200 procent. Så på den måde kan denne status være med til at gavne hele lokalområdet, siger Anne-Christine Frank Larsen.
Vikingeborgene, eller Trelleborgene som de kaldes i fagtermer efter anlægget i Slagelse, menes at være bygget under Harald Blåtand i overgangstiden mellem asatro og kristendom i Danmark.
Undersøgelser af tømmer fundet i borgen viser, at borgen er bygget af tømmer fældet i sommeren i år 980.
Den blev opdaget efter en motorcykelklub i 1933 ønskede at bruge borgens volde til en motorcykelbane.