Kim Feldborg har avlet mink på sin farm i Stenlille nær Sorø i 22 år.
Nu frygter han, at coronavirus kan komme til at nedlægge hans forretning, efter at coronasmitte på minkfarme er eksploderet flere steder i Jylland gennem de seneste uger. Smitte, der kan overføres mellem mink og mennesker.
Selvfølgelig er jeg bekymret
- Selvfølgelig er jeg bekymret. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var det, siger minkavleren, der har en besætning på 18.000 mink.
Gør alt for at undgå smitte
Indtil videre er der ikke konstateret smittetilfælde på minkfarme på Sjælland. Kim Feldborg og hans familie er for nyligt blevet testet negative. Det samme gælder fem mink fra hans farm.
Alligevel har minkavleren, der bor med sin kone og tre børn, lavet en række foranstaltninger for at undgå smittespredning på sin farm.
- Vi er ekstremt forsigtige. Der kommer ingen mennesker i nærheden af farmen udover mig og en enkelt medarbejder.
- Normalt viser vi jævnligt minkfarmen frem, men nu er der ingen børn, legekammerater eller andre, der kommer i nærheden af farmen undtagen en enkelt medarbejder og mig. Ikke engang den øvrige del af familien får lov, siger han.
Smittede minkfarme skal slås ned
Smittespredningen hos de nordjyske minkbesætninger udgør efter myndighedernes opfattelse så alvorligt et problem, at regeringen har besluttet at aflive smittede besætninger.
Onsdag den 7. oktober oplyste Fødevareministeriet, at der er blevet indgået en aftale om, at minkbesætninger, der bliver ramt af corona, skal aflives. Samtidig skal minkfarme i en radius på 7,8 kilometer af en smittet minkfarm også have sin besætning aflivet.
- Jeg ser selvfølgelig med stor alvor på situationen i Nordjylland, hvor smitten i øjeblikket spreder sig hurtigt. Mit hovedfokus er på at sikre, at de nordjyske minkfarme ikke bliver en smitterisiko for mennesker, og derfor har regeringen besluttet at slå minkene ned, siger fødevareminister, Mogens Jensen (S), i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.
Fuldstændig vanvittigt
Minkavleren mener, at den politiske aftale er ude af proportioner.
- Man har fundet det tilstrækkeligt, at ekspedienterne i Rema 1000 og Fakta sidder bag en plexiglas-skærm, men i forhold til mink går man ud og sætter en cirkel på 8 kilometer rundt om en smittet minkfarm. Jeg synes, det er vanvittigt, at man gør sådan noget. Fuldstændig vanvittigt, siger han og uddyber:
Vi er ekstremt forsigtige. Der kommer ingen mennesker i nærheden af farmen udover mig og en enkelt medarbejder
- Jeg mener ikke, man bør aflive minkene nu. Vi er så tæt på pelssæsonen. Om tre uger er minkene pelsmodne, og så ville man kunne begynde at aflive dem og pelse minkene.
- I øjeblikket er de værdiløse, fordi de ikke har skiftet til deres vinterpels. Man skal passe på med at gøre sig alt for bedrevidende, men jeg er uforstående for, at en minkfarm, der ligger otte kilometer væk fra en smittet minkfarm, skal slås ned, siger han.
Store konsekvenser
For Kim Feldborg er der heller ingen tvivl om, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis han kommer i en situation, hvor han skal aflive sin besætning.
- Det kan jeg slet ikke forudse. Jeg er ikke nået til det sted. Vi prøver at håndtere det ekstremt seriøst. Det tør jeg slet ikke tænke på, siger han og tilføjer:
- Det ville fjerne hele grundlaget, hvis man mister hele sin avlsdyrsbesætning, som man har avlet op i gennem over 20 år.