Arbejdstilsynet fokuserer de næste to uger særligt på at forebygge coronasmitte på virksomheder i hele landet.
Nu sætter Arbejdstilsynet så ekstra ind for at understøtte og sikre, at det også sker i praksis
Omkring 50 tilsynsførende vil besøge butikker, restauranter, barer, slagterier og minkfarme. Særligt de to sidste erhverv har været ramt af den smitsomme virus.
Beskæftigelsesministeriet skriver i en pressemeddelelse, at brancherne er udvalgt på baggrund af "konkrete eksempler på smittespredning eller et stort antal kunder eller gæster, som gør det særligt udfordrende at forebygge smittespredning".
- Vi skal alle bidrage til at få situationen med corona under kontrol, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.
- På landets virksomheder har arbejdsgiverne et særligt ansvar for at sikre, at man efterlever retningslinjerne om at mindske smittespredningen. Nu sætter Arbejdstilsynet så ekstra ind for at understøtte og sikre, at det også sker i praksis, siger ministeren.
En million mink skal aflives
Meldingen kommer, samtidig med at aflivningen af omkring en million mink i Nordjylland ventes at gå i gang i denne uge.
Dyrene skal aflives på grund af coronasmitte. Der er konstateret coronasmitte på 41 farme. Og der er mistanke om smitte på 20 andre.
Op mod 100 nordjyske minkbesætninger med i alt omkring en million dyr skal aflives. Det skyldes, at også dyr på gårde i nærheden af farme, hvor der er konstateret smitte, skal aflives.
Restauranter og barer skal i øjeblikket lukke klokken 22 for at undgå smitte. Der gælder desuden særlige regler om brug af mundbind.
Og Danish Crown har tidligere under coronakrisen haft problemer med et smitteudbrud i virksomhedens slagteri i Ringsted.
Udbruddet var en overgang med til at placere Ringsted som en af de byer i Danmark med flest smittede i forhold til indbyggere.