Minkavlere over hele Sjælland overvejer i disse uger fremtiden. Situationen i branchen er presset i en sådan grad, at minkavlere over hele Sjælland påtænker at beskære den samlede bestand med mindst 50 procent, svarende til omkring 50.000 færre mink på farmene øst for Storebælt.
Det viser en rundspørge, som Sjællands Pelsdyrfoder i Odsherred har lavet.
- Vi har spurgt rundt i avlerkredsen, og det ligner en reduktion på 50 procent, som folk kan sige nu – og det kan blive mere – jeg tvivler på, det bliver mindre, siger Finn Nielsen, bestyrelsesformand for Sjællands Pelsdyrfoder.
Prognosen har fået ledelsen af den medlemsejede foderfabrik til at genoverveje fremtiden – og den indstiller på den baggrund til at lukke virksomheden.
Det kan blive mere – jeg tvivler på, det bliver mindre
- Vi må tage de redskaber i brug, vi har, og se på, hvilke muligheder der er. Der er en af mulighederne at lukke firmaet og se, om vi kan købe foder et andet sted, forklarer Finn Nielsen til TV2 ØST.
- Det er det, vi har lagt op som et forslag til vores medlemmer.
Coronasmitte spreder frygt
Nyheden, der i første omgang blev bragt i Landsbrugsavisen, kommer som følge af et møde blandt medlemmerne af det anpartsejede Sjællands Pelsdyrfoder.
- Vi har holdt et onlinemøde, hvor tre fjerdedele af avlerne deltog, og det var meget positivt i forhold til den ændring, som vi har foreslået, siger Finn Nielsen.
Den seneste måned har coronasmitten spredt sig som en steppebrand blandt nord- og midtjyske minkfarme, hvilket har ført til, at myndighederne har beordret minkbestande aflivet.
Endnu er smitten fra de jyske farme ikke nået til Sjælland, men det er derimod de indirekte konsekvenser, som coronakrisen har for afregningsprisen på minkpels.
Laveste pris i 20 år
TV2 Nord kunne i juli måned fortælle, at prisen for minkskind ved den seneste aktion lå på 160 kroner. Det er en pris, der efterlader minkavlerne med et tab på mellem 60 og 90 kroner per skind. Det er den lavest pris siden 1999.
Det påvirker folk mentalt, når vi bliver bombet fra alle sider
Læg dertil, at politiske røster taler for at afskaffe minkavl. Det har ifølge Finn Nielsen fået flere avlere til at tage fremtiden op til revision.
- Det påvirker folk mentalt, når vi bliver bombet fra alle sider – hele situationen har udløst en usikkerhed oveni alt det andet.
Aktuelt tæller de sjællandske minkavlere 54 besætninger, som tilsammen har knap 100.000 tæver, hvilket bliver til en halv million minkpelse på et år.
En halvering af avlen vil gøre det dyrere at producere foder på fabrikken i Odsherred, hvorfor det bedre kan betale sig at købe ind andetsteds – nærmere bestemt Sydvestjysk Pelsdyrfoder i Esbjerg – forklarer Finn Nielsen, der også selv er minkavler med en besætning på 1.500 mink i Store Merløse, Holbæk.
Vil koste arbejdspladser
Forslaget om at lukke foderfabrikken handler ifølge bestyrelsesformanden om at udvise rettidig omhu.
- Det er ikke sådan, vi er dårligt kørende, og vi er meget likvide. Hvis avlerne vælger at ophøre, kan de få udbetalt deres drift- og kapitalfond på 8 millioner kroner, hvilket medfører, at de vil få lidt likviditet, forklarer han.
Sjællands Pelsdyrfabrik beskæftiger i dag ti medarbejdere, som vil blive berørt af en eventuel nedlukning.
- Og så er der på sådan en fabrik en følgeindustri – der er en smed og en elektriker – som vil miste en kunde, siger Finn Nielsen.
Den endelige beslutning om foderfabrikkens fremtid vil skulle træffes på en ekstraordinær generalforsamling.