Han startede allerede i morges.
Det kræver man står tidligt op, når 36.000 mink skal aflives på 10 dage.
Det er i hvert fald målet, fortæller minkavler Hans Henrik Jeppesen til TV2 ØST.
- Vi startede klokken 07.00 i morges med at aflive. Vi skulle gerne være færdige inden for 10 dage. De sagde fra regeringen, at hvis vi kunne gøre det inden for 10 dage, ville det være optimalt, så det er det, vi går efter, siger han.
Jeg er ved at vænne mig til tanken, men det er ikke godt, det er det ikke. Det er sgu hårdt
- Jeg er ved at vænne mig til tanken, men det er ikke godt, det er det ikke. Det er sgu hårdt.
Skulle have overtaget farm efter sin far
Regeringens udmelding om at alle landets minkavlere skal slå deres dyr ihjel, fordi der er sket en mutation af coronavirus blandt danske mink, giver dødsstødet til minkfarmen, der ligger mellem Ringsted og Sorø.
Farmen har eksisteret i tre generationer, og Hans Henrik Jeppesen var netop kørt i stilling til at skulle overtage sin fars værk.
- Det har været min drøm længe, at jeg skulle overtage farmen efter min far. Vi har bygget farmen op efter et generationsskifte i et årti, så det var lagt i pibelinen, at jeg skulle ind og overtage det hele. Det er bedrøvende, at det skulle udvikle sig på den måde. Jeg havde regnet med, at jeg også skulle blive gammel som minkavler, siger han.
Hans Henrik Jeppesen far gik konkurs med sin besætning sidste uge, og det var meningen, han selv skulle føre 1.500 avlsdyr videre. I stedet skal han nu slå i alt 36.000 mink ihjel.
- Det kommer til at blive nogle lange timer, inden vi er færdige med det her.
Også avlsdyr skal slås ihjel
De mange mink bliver aflivet på den mest effektive måde, fortæller minkavleren.
- Vi har en aflivningskasse, som vi kalder dem, hvor vi tilfører kulilte fra en benzinmotor. Fra vi kommer den ned i kassen, går der 10-15 sekunder, til den er bevidstløs, og to minutter inden den dør. Vi kan cirka have 60-70 mink inde i sådan en kasse ad gangen, inden vi tømmer den ud, og der kommer nogle nye ind igen, siger Hans Henrik Jeppesen.
Det er også sådan, minkene normalt aflives i efterårssæsonen med henblik på salg. Forskellen er bare, at nu er det også moderdyrene, altså avlsdyrene, der skal slås ned.
- Det er en politisk beslutning. Jeg mente jo godt, at vi godt kunne have avlsdyrene, for så ville der være færre dyr på farmen. Men det er en politisk beslutning, at de sætter folkesundheden højest, og det er vi nødt til at acceptere. Selvom det koster vores erhverv.
Skal sælges på auktion
Modsat minkavlerne i Jylland, må avlerne på Sjælland godt sælge skindet fra de mange mink på auktion.
- Nu har vi ikke en smittet farm med corona, så vi må godt pelse vores mink og sende skindet til auktion, siger Hans Henrik Jeppesen.
- Det, mener jeg, er godt. Det er ressourcespild bare at smide raske dyr ud, som man kunne bruge. Staten sparer også penge ved, at vi selv kan sælge de skind.
Vi skulle nødig have en ny coronavirus, der starter her i Danmark, så det kan jeg godt forstå. Det gør bare ondt, når det er én selv, det går ud over
Ifølge minkavleren kommer de dog formentlig til at fryse nogle af dyrene ned, fordi de ikke kan nå at pelse dem alle sammen på én gang.
Men de gør, hvad de kan for at nå at pelse så mange mink med det samme som muligt, for det kan nemlig gøre en økonomisk forskel i en mørk tid:
- For mig betyder det, at jeg kan få mere for dem, end jeg kan få i kompensation. Jeg regner med, de er mere værd, end den kompensation der er lagt på dem, siger minkavler Hans Henrik Jeppesen.
Forstår godt politikerne: - Vi er nødt til at tage det alvorligt
Selvom Hans Henrik Jeppesen nu er tvunget til at tage livet af sit eget levebrød, så forstår han godt, regeringens beslutning.
- Jeg kan godt forstå, at når de har fundet den nye variant af corona, og den har muteret, så er vi nødt til at tage det alvorligt. Vi skulle nødig have en ny coronavirus, der starter her i Danmark, så det kan jeg godt forstå. Det gør bare ondt, når det er én selv, det går ud over. Det er ikke sjovt, siger han.
Hvad skal du så nu – har du nogen planer for fremtiden?
- Nu skal vi have gjort det her færdigt med at pelse minkene, og så sende dem på auktion i Kopenhagen Fur. Om jeg skal videreuddanne mig eller være entreprenør i nogle år, det ved jeg ikke. Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Der skal nok også lige gå en periode, hvor jeg skal komme mig over det her.