Komiker Christian Fuhlendorff bryder tabu om ordblindhed: - Jeg var flov

Komiker Christian Fuhlendorff gæstede mandag Sorøhallerne, hvor der afholdes ordblindedag. Her fortalte ham om livet som ordblind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tillykke, du er ordblind. I stedet for at stave og læse ligesom de fleste andre, kommer du til at udvikle nogle helt særlige superkræfter.

Sådan lød budskabet fra komiker og tv-vært Christian Fuhlendorff, der selv er ordblind og mandag optrådte foran cirka 400 ordblinde elever og deres forældre i Sorøhallerne i forbindelse med en ny ordblindedag i Sorø Kommune.

quote Ordblindhed er ikke en begrænsning, du lærer bare nogle andre greb til at komme igennem livet

Christian Fuhlendorff, komiker og ordblind

Dagen, som de kommunale læsevejledere har taget initiativ til, skal nedbryde de fordomme og tabuer som klæber til ordblinde – blandt andet, at ordblinde er dummere end andre. Som afslutning på dagen skulle Fuhlendorff motivere eleverne.

Sara Bæch
Læs også
Ordblinde Sara kæmper med at stave hvert eneste ord - sådan ser det ud, når hun læser
Sara Bæch
Læs også
Ordblinde Sara kæmper med at stave hvert eneste ord - sådan ser det ud, når hun læser

Christian Fuhlendorff vandt i 2015 prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla, har modtaget et væld af rosende anmeldelser for sine shows og blandt andet stået bag komedieserien Kristian, hvor han selv spillede hovedrollen.

Blev sendt på specialskole

Men det har ikke altid været let for den kendte komiker.

Tilbage i 1992 røg Christian Fuhlendorff i 4. klasse på specialskole i Ballerup, fordi skolelærerne mente, han havde ADHD. Her gik han i tre år. Det viste sig dog senere, at han blot havde svært ved at stave og læse.

Diagnosen ordblind fik han aldrig. Han blev i stedet kaldt orddoven af lærerne.

Aritklen fortsætter under billedet.

Syv procent af de voksne danskere opfatter sig selv som ordblinde. En af dem er komiker og tv-vært Christian Fuhlendorff.
Syv procent af de voksne danskere opfatter sig selv som ordblinde. En af dem er komiker og tv-vært Christian Fuhlendorff. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Derfor var han i store dele af sin barndom og ungdom flov over, at han ikke kunne læse eller stave ligesom sine klassekammerater

- Jeg var flov over ikke at kunne læse eller skrive. Jeg trak mig i de fag, hvor det fyldte meget. Problemet var, at læsning bredte sig ud over alle fag. Du skal for eksempel i matematik læse, hvor hurtigt et tog kører, og det havde jeg rigtig svært ved. Derfor skrev jeg ikke, når andre kiggede mig over skulderen, og jeg skrev meget småt, så folk ikke kunne se, at det var stavet forkert. Det var først, da jeg blev voksen, at jeg turde spørge andre om hjælp til at stave. I den første store del af mit liv var det kun min mor, jeg turde spørge om hjælp til at stave.

HVAD ER ORDBLINDHED?

  • Ordblindhed eller dysleksi er markante vanskeligheder med at lære at forbinde bogstaver og sproglyde i læsning. Vanskelighederne fører til usikker og/eller langsom læsning, vanskeligheder med at læse nye ord og langvarige vanskeligheder med stavning. Derfor oplevelses ordblindhed ofte som et handicap.
     
  • Man kan ikke kurere ordblindhed, og ordblindes indlæringsvanskelighed forsvinder ikke. Men ordblinde kan blive bedre ved at øve sig og dermed undgå, at ordblindheden får negative følger.
    ​​​​​​
  • Ordblindhed er arveligt. Der er fundet mange forskellige markører for ordblindhed på kromosomerne. Det vil ifølge Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, sige, at der kan være rigtig mange genetiske mekanismer involveret. Jo flere af disse genetiske markører, der er til stede hos den enkelte, jo større er risikoen for ordblindhed. Helt konkret er risikoen for ordblindhed omkring fire gange højere blandt børn, hvor mindst én af forældrene er ordblind.
     
  • Myten klæber til ordblindhed, men ordblinde er ikke dummere end andre. Gennem årtier er der forsket intensivt i spørgsmålet, om der er sammenhæng mellem ordblindes læsevanskeligheder og deres generelle færdigheder på andre områder. Men ordblinde kan ligesom alle andre være kvikke eller mindre kvikke.

 

Kilder: Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, Ordblindeforeningen og Egmont Rapporten 2018 'Let vejen - til uddannelse for ordblinde børn og unge'.

- Da jeg spurgte folk om hjælp til at stave, oplevede jeg, at folk elskede at hjælpe én. Folk elsker at hjælpe dig, hvis det ikke koster dem noget. De får samtidig lov til at vise, at de er god til noget. Nu er jeg fuldstændig ligeglad med at spørge folk om hjælp, fortæller Christian Fuhlendorff.

Udvikler superkræfter

Det er ikke første gang, at den kendte komiker stiller sig op foran ordblinde for at motivere dem, og han har et helt særligt budskab med til eleverne.

quote Du er ikke dum, fordi du er ordblind

Christian Fuhlendorff, komiker og ordblind

- Jeg kan godt lide at fortælle dem, at det som ung føles hårdt at være ordblind. De føler måske, at de aldrig kan blive til noget som helst, når de ikke kan læse. Men de kan opnå alt det, de vil i livet, selvom de er ordblinde. Jeg siger tillykke med, at de er ordblinde, fordi så er det spændende at se, hvad det er for en superkræft, de får i stedet for. De kan godt lære at skrive og læse, det er bare sværere for dem. Men det betyder, at de meget tidligt i livet lærer at arbejde hårdere for noget, og det kommer dem kun til gode senere i livet, siger Christian Fuhlendorff og tilføjer:

- Selvfølgelig er ordblindhed en begrænsning på nogle områder, men det at læse og skrive er ikke det vigtigste her i verden.

Aritklen fortsætter under billedet.

Sorø Kommune afholder i forbindelse med FN’s internationale dag for læse- og skrivefærdigheder mandag den 9. september for første gang et stort arrangement for cirka 400 ordblinde elever og deres forældre i Sorø Hallen.
Sorø Kommune afholder i forbindelse med FN’s internationale dag for læse- og skrivefærdigheder mandag den 9. september for første gang et stort arrangement for cirka 400 ordblinde elever og deres forældre i Sorø Hallen. Foto: Sorø Kommune.

Christian Fuhlendorff fremhæver desuden, at ordblinde lever i en fantastisk tid, som han siger, hvor der findes masser af digitale hjælpemidler.

- De lever i en tid, hvor ordblinde godt kan blive forfatter. Dennis Jürgensen er forfatter, og han klarer det fint. Vi har alle sammen nogle begrænsninger, men det handler bare om ikke alt lade sig definere af sine begrænsninger, siger Christian Fuhlendorff.

Derfor gik Husk lige tandbørsten af helvedes til

Han erkender dog, at hans kamp med ordblindhed især har sine udfordringer som tv-vært.

- Jeg er rigtig dårlig til at læse tekster på en teleprompter, og jeg har alligevel lavet tre programmer, hvor jeg har læst op fra en teleprompter. De tre programmer er gået af helvedes til. Det var Husk lige tandbørsten, Det sene show og En gang for alle. Det var forfærdeligt alle gange, siger Christian Fuhlendorff.

50.000 ELEVER KÆMPER MED ORDBLINDHED

  • Syv procent af de voksne danskere opfatter sig selv som ordblinde ifølge Carsten Elbro, der er professor i læsning på Københavns Universitet.
     
  • De seneste tal på området viser, at cirka otte procent af eleverne i grundskolen i 2014 modtog særlig støtte på grund af store læse-stave-vanskeligheder. Det svarer til cirka 50.000 elever. Her var ordblinde den klart største gruppe. Et mindretal har vanskeligheder med sprogforståelse i læsning uden at være ordblinde.
     
  • Tilbage i 2015 offentliggjorde Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling en national ordblindetest til at identificere elever og studerende med ordblindhed fra 3. klasse og op gennem uddannelsessystemet. Cirka et år efter lanceringen viste en analyse fra Styrelsen for It og Læring, at alle landets kommuner havde taget testen til sig.

 

Kilder: Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, Ordblindeforeningen og Egmont Rapporten 2018 'Let vejen - til uddannelse for ordblinde børn og unge'.

Han føler sig dog ikke begrænset på grund af ordblindhed, og det skal andre ordblinde heller ikke gøre.

- Det, som jeg virkelig gerne vil være god til, føler jeg mig ikke begrænset i. Jeg har skrevet manuskripter til tv og en godnathistorie til børn, og jeg kan da også skrive en Facebook-opdatering, der giver mening, siger Christian Fuhlendorff og tilføjer:

Ordblinde Noah og Christian
Læs også
Ordblinde ladt i stikken - politikere vil have bedre forhold for eleverne
Ordblinde Noah og Christian
Læs også
Ordblinde ladt i stikken - politikere vil have bedre forhold for eleverne

- Du er ikke dum, fordi du er ordblind. Der er bare noget, som et center oppe i hjernen ikke gider hjælpe dig med. Ordblindhed er ikke en begrænsning, du lærer bare nogle andre greb til at komme igennem livet. Jeg har for eksemplet udviklet en ret god hukommelse, fordi jeg ikke har været i stand til at skrive det. Så jeg ser ikke ordblindhed som en begrænsning.

Her kan du høre Christian Fuhlendorff fortælle om at være ordblind.

Nyhedsoverblik