Ulykken skete på Tjørntvedvej i Stenlille torsdag aften.
Det fortæller Kasper Skotte, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fredag morgen.
Anmeldelsen om færdselsuheldet løb ind via 112 klokken 22.01 torsdag.
- Da vi ankommer til stedet, er knallertføreren svært tilskadekommen og i meget kritisk tilstand. Han bliver fløjet til Rigshospitalet i en helikopter, hvor han først på natten afgår ved døden, fortæller vagtchefen.
Føreren af bilen, en 18-årig mand fra lokalområdet, blev anholdt klokken 22.43. Politiets alkometertest viste, at den 18-årige havde en promille over det tilladte, og manden havde heller ikke noget kørekort.
Fredag formiddag oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at den 18-årige er blevet sigtet for spirituskørsel, for kørsel uden førerret og for uagtsomt manddrab.
Han fremstilles i grundlovsforhør senere fredag, lyder det.
De pårørende til den 16-årige dreng, der har mistet livet, er underrettet.