Siden den russisk præsident Vladimir Putin den 24. februar iværksatte en militæroperation for at invadere nabolandet Ukraine, har der været krig på det europæiske kontinent.
Vi får behov for alle de boliger, vi kan skaffe
Hundredvis af civile har mistet livet, og cirka 10 millioner ukrainere er flygtet fra deres hjem. 3,6 millioner af dem har krydset grænserne og søgt tilflugt i andre lande – herunder i Danmark.
Mange af dem er allerede indkvarteret hjemme hos danskere rundt omkring i hele landet. Samtidig gør kommunerne sig klar til at tage imod ukrainere, der får opholdstilladelse i Danmark.
Her forbereder blandt andre Sorø Kommune sig til at modtage flere end de 69 ukrainere, som udgør kommunens kvote i den nationale fordeling af ukrainere med opholdstilladelse.
De 69 personer er baseret på, at i alt 10.000 ukrainere får opholdstilladelse i Danmark. Stiger det tal til det dobbelt, vil Sorø Kommunes kvote udgøre 138 personer.
Leder efter huse og lejligheder
Gennem de seneste uger har Sorø Kommune været i dialog med flere ejere af større bygninger, som vil kunne omdannes til boliger.
Men kommunen vil gerne i kontakt med andre, som ejer større bygninger, der med relativt enkle indgreb vil kunne omdannes til boliger til flere familier.
Desuden har kommunen opfordret folk til at melde sig, hvis de ønsker at tilbyde privat indkvartering af flygtninge. Indkvartering i private hjem er dog ikke den løsning, der står først for.
- I første omgang arbejder vi på at kunne tilbyde indkvartering af mere permanent karakter gerne samlet på et mindre antal lokationer. Det er utrolig generøst, at så mange mennesker tilbyder husly i gæsteværelset, men for alle parters skyld vil vi helst placere flygtningene i noget mere permanent fra starten, siger konstitueret velfærdsdirektør Henrik Madsen i en pressemeddelelse.
- Vi er meget taknemmelige for, at så mange borgere har budt ind, og vi kan ikke udelukke, at det kan blive aktuelt på et senere tidspunkt. Men det er ikke den løsning, vi forfølger i første omgang, tilføjer han.
Kommunen vil især gerne i kontakt med ejendomsejere, som er interesseret i at udleje hele boliger. Det kan eksempelvis være et anneks, et separat hus, en lejlighed eller lignende.
- Vi får behov for alle de boliger, vi kan skaffe. Så hvis man har en lejlighed eller et hus, som står tomt, hører vi meget gerne fra folk. Her vil der være tale om, at man udlejer sit hus direkte til flygtningene på helt almindelige vilkår, og her kan kommunen være med til at formidle kontakten mellem lejer og udlejer, siger Henrik Madsen.
Sportshallen kan laves til modtagecenter på 24 timer
Det har tidligere været fremme, at Sorø Kommune forbereder at modtage mellem 200 og 300 asylsøgende ukrainere i Sorø Hallen.
Modtagelsen er en del af det beredskab, som kommunen er blevet bedt om at stille til rådighed sammen med de øvrige kommuner på Sydsjælland.
- Et modtagecenter er for ukrainere, som søger asyl – ikke for dem, som søger opholdstilladelse. Med Folketingets særlov fra 16. marts er det blevet væsentligt lettere for de ukrainske flygtninge at springe asylfasen over og gå direkte til opholdstilladelsen.
- Derfor forventer vi ikke umiddelbart, at modtagecentret bliver aktuelt lige foreløbig, forklarer Henrik Madsen om forskellen.
En krølle på den vurdering er dog, at Udlændingestyrelsen tidligere på ugen har henvendt sig til Sorø Kommune og en række andre kommuner og bedt om, at kommunerne gør klar til at træde til og oprette midlertidige asylcentre, hvis styrelsens egne faciliteter ikke kan følge med behovet.
- Det betyder altså, at Sorø Kommune i øjeblikket arbejder i tre spor på én gang, siger Henrik Madsen og tilføjer:
- Dels er der modtagecentret, som vi kan etablere i Sorø-Hallen med 24 timers varsel. Dels er der den nye forespørgsel på et midlertidigt asylcenter, som vil kræve noget andet end modtagecentret, fordi flygtningene vil kunne være på stedet i cirka en uge. Og endelig er der jagten på permanente eller semipermanente boliger til ukrainere med opholdstilladelse.