En forsinket regnvandsseparering har fået politiet til at udstede en bøde på 5000 kroner til den 71-årige pensionist Lilli Rodeck fra Broby Græslod.
Lilli Rodeck har længe haft problemer med at få installeret en lovpligtig kloakløsning. Hun har nemlig ikke haft råd til at betale de 32.000 kroner, som en ombygning af kloakken til regnvandsseparering kræver.
Derfor anmeldte Sorø Kommune hende til politiet i maj måned.
Der er vel mere alvorlige ting at tage sig af end en gammel pensionist med økonomiske problemer
I september fik hun langt om længe en kloakløsning, som er godkendt af kommunen, efter at en lokal entreprenør trådte til og hjalp. Alt var nu godt, troede Lilli Rodeck.
Men den 31. januar modtog hun en bøde på 5000 kroner, fordi hun ikke havde overholdt fristen for, hvornår hun skulle have en lovlig kloakseparering.
Og det undrer Lilli Rodeck.
- Man kan jo godt undre sig. De ved jo, at jeg ikke har været sen på den af ond vilje. Jeg har jo virkelig prøvet, siger hun.
Derudover mener hun, at politiet burde varetage vigtigere opgaver.
- Der er vel mere alvorlige ting at tage sig af end en gammel pensionist med økonomiske problemer, siger hun.
En stor regning
Det er folketingspolitikerne, der har besluttet at adskille regn- og spildevand for at undgå, at kloakvand løber over og forurener naturen.
Da Lilli Rodeck ikke selv havde råd til at få lavet en løsning privat hos den lokale kloakmester, gav Sorø Kommune hende et tilbud med mulighed for at låne pengene.
Nu lød regningen på 194.058 kroner. Prisen var for selve udførelsen af regnvandssepareringen, men så ville der også komme risikotillæg og tillæg til rådgivere oven i. Da der var tale om en afdragsordning på et lån, hvor renten var på fem procent, ville det endelige beløb, ifølge Lilli Rodeck, blive 299.000 kroner.
Lilli Rodeck fik derfor ikke lavet løsningen, og det var det, der førte til politianmeldelsen i maj 2022.
Efter sagen kom frem i medierne, kontaktede kloakmester Jens Vestergaard fra Næstved Lilli Rodeck og tilbød hende hjælp ved at lave en såkaldt faskine i haven, så vandet kan sive ned i jorden.
Faskinen kostede 15.000 kroner, og i følge planen ville Lilli Rodeck have afdraget på faskinen efter 15 måneder, og så havde sagen været ude af verden. Men nu kan det ende med at blive en langtrukken affære.
Ikke råd til at betale
Ifølge Lilli Rodeck har hun nemlig ikke råd til at betale bøden på 5000 kroner. Derfor skal sagen tages op i retten.
- I retten vil jeg i hvert fald fastslå, at det er besynderligt at give folk en bøde, når man ikke er sen på den af ond vilje. Jeg har jo virkelig skrevet til gud og hver mand på Sjælland for at få det lavet. Der er ingen af dem, der har henvendt sig, siger hun.
Og hvis retten afviser sagen, ser hun kun en løsning.
- Så må de jo sætte mig ind. Så kan jeg sidde og få gratis kost og logi, mens jeg afdrager for bøden. Sådan er det, siger hun.
Sydsjællands- og Lolland-Falster Politi har ingen kommentarer, da der er tale om en verserende sag.