Myndigheder anbefaler at indføre coronapas: - Jeg synes, det er lidt noget fis

Flere anbefaler nu, at danskerne igen skal have coronapasset frem, når man for eksempel skal på restaurant. Brancheorganisation mener ikke, det giver mening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Både direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direktøren i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, og flere eksperter anbefaler at genindføre coronapasset i forbindelse med besøg på caféer, restauranter, koncerter og i nattelivet.

Men det deler vandene hos restauranterne.

Hos brancheorganisationen Horesta mener de ikke, det giver mening at genindføre. 

quote Jeg synes, det er så forkert, at restauranterne bliver stemplet så hårdt hver gang

Britt Petersen, ejer af Café Tre Konger

- Grundlæggende er vi imod, at vi skal genindføre restriktioner på nuværende tidspunkt. Vi mener heller ikke, at det er rimeligt, at det er vores sektor, der skal stå forrest i kampen mod corona, da vi kan se på et notat fra SSI tilbage i februar, at smitterisikoen generelt er meget lav i vores erhverv, siger Martin Gertz Andersen, der er sekretariatschef hos Horesta Sjælland.

Hos Café Tre Konger kan ejeren, Britt Petersen, slet ikke forstå, hvad coronapasset skal gøre godt for.

- Jeg synes, det er lidt noget fis. Man kommer ind, får sig noget at spise, og så går man igen. Jeg er meget modstander af det, siger hun.

Frygter at miste kunder

Hos Café Hangover i Kalundborg har de det okay med at skulle tjekke coronapas igen. Hellere det end risikere at blive lukket igen. 

De ved dog, at det kommer til at påvirke antallet af kunder.

Læs også
Søren Brostrøm anbefaler genindførsel af coronapas
Læs også
Søren Brostrøm anbefaler genindførsel af coronapas

- Man vil automatisk miste nogle af de kunder, som ikke er vaccinerede. De glemmer at tage en test, og så går de igen. Sådan var det også sidst, der var coronapas, det kan ikke ungås, siger Flemming Bindesbøl, der er daglig leder hos Café Hangover.

Også Horesta frygter de for konsekvenserne, hvis restaurationsbranchen, som i forvejen er hårdt presset, skal forholde sig til coronapas igen.

- Der er mange små restauranter, der i forvejen mangler arbejdskraft, og hvis de skal tilføje en ekstra ressource på, at en i døren skal tjekke coronapas, forværrer det den aktuelle situation, siger Martin Gertz Andersen.

Kunderne er ikke utrygge 

Hverken hos Café Hangover eller hos Café Tre Konger oplever de, at kunderne føler sig utrygge ved at besøge deres restauranter.

Britt Petersen, der ellers er meget imod, kan dog ikke afvise, at coronapasset på sigt vil gøre kunderne mere trygge for at tage på restaurant.

Læs også
Restauranter slipper for at tjekke coronapas: - Det betyder rigtig meget
Læs også
Restauranter slipper for at tjekke coronapas: - Det betyder rigtig meget

Men hun kommer aldrig til at synes, at coronapasset er en positiv ting. 

- Jeg synes, det er så forkert, at restauranterne bliver stemplet så hårdt hver gang, siger Britt Petersen.


Nyhedsoverblik