Drab, usømmelig omgang med lig, brandstiftelse og tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Listen af anklager mod to mænd på henholdsvis 35 og 45 år er lang.
De har siddet varetægtsfængslet i et år, og nu har politiet afsluttet deres efterforskning.
Til august begynder retssagen, hvor vi måske bliver klogere på, hvorfor to ældre mænd fra Vestsjælland skulle dræbes brutalt, hvorefter deres hjem blev raseret af brand.
Drabene fandt sted med få måneders mellemrum i foråret og sommeren 2019, og der er flere ligheder mellem ofrene.
De var begge enlige mænd, oppe i årene, og så lå deres huse ud til en trafikeret landevej. Desuden boede de i henholdsvis Ruds Vedby og Vemmelev - blot en halv times kørsel fra hinanden.
Her boede mændene, hvor mordene fandt sted. Artiklen fortsætter efter grafikken.
Grafik: Nick Abildgaard
Møntsamleren der forsvandt
68-årige Kiehn Georg Andersen blev dræbt i sit hjem på Kalundborgvej lidt uden for Ruds Vedby den 20. april sidste år.
Ifølge anklageskriftet, som TV2 ØST har fået aktindsigt i, døde han som følge af “massiv stump vold” herunder formentlig spark eller tramp mod halsen og ryggen. Ifølge anklagerne var Kiehn Georg Andersen værgeløs.
Drabet blev ifølge anklageskriftet begået i hjemmet, men det var ikke her Kiehn Georg Andersen blev fundet. Faktisk gik politiet ud med en efterlysning af Kiehn Georg Andersen i dagene efter drabet.
For gerningsmændene havde ikke alene dræbt den tidligere slagter og møntsamler, mener anklagemyndigheden. Der blev også sat ild til Kiehn Georg Andersens hus, mens han selv var sporløst forsvundet.
Fundet død i en grusgrav med tøjet fuld af sten
Først fem dage senere blev han fundet død i en sø i Blæsinge Grusgrav, 12 kilometer fra hjemmet på Kalundborgvej.
Det er politiets vurdering, at de tiltalte har fyldt afdødes tøj med flere sten, således at han sank til bunds, og liget blev efterladt på bunden af søen. Efter hans død var han desuden blevet stukket med en “ukendt smal aflang spids genstand” i maveregionen, fremgår det af anklageskriftet.
Kiehn Georg Andersen var i lokalområdet kendt som møntsamler, og det var også en del af møntsamlingen, gerningsmændene fik som udbytte, mener politiet.
De tiltalte er desuden anklaget for at have stjålet tre haglgeværer med tilhørende ammunition, samt patronæsker med ikke under 153 skarpe patroner. Geværer og ammunition blev dog dumpet i Blæsinge Grusgrav umiddelbart bagefter.
Naboerne troede, han havde glemt kogepladen
Der skulle gå over to måneder, før politiet kunne anholde de gerningsmænd, som nu er tiltalt for drabet.
Men inden da blev endnu et drab begået - og anklagemyndigheden mener, at det er de samme gerningsmænd, der står bag.
Den 16. juni tidligt om morgenen opdagede naboerne, at der kom stikflammer ud af taget på Poul Frank Jørgensens gård lidt uden for Vemmelev. Naboerne kunne intet stille op, for ilden havde fået godt fat i stuehuset.
Men der var ikke gået ild i Poul Frank Jørgensens hus, fordi husets ejer havde glemt en kogeplade, som flere af naboerne troede.
De havde ikke fantasi til at forestille sig, at den tidligere chauffør og hobbylandmand, der var i starten af 80'erne, var blevet dræbt i sit hjem på brutal vis, men det gik op for dem i dagene efter.
Ifølge anklageskriftet har de to gerningsmænd dræbt Poul Frank Jørgensen “med en eller flere skarpe genstande, muligt en eller flere knive”. Ved obduktion havde han ti stik i ryggen og havde fået skåret halspulsåren over.
Ikke tiltalt for at stjæle noget
Han blev derefter efterladt i hjemmet, hvor de tiltalte angiveligt satte ild til huset med brandbar væske.
Af anklageskriftet fremgår det ikke, hvorfor Poul Frank Jørgensen skulle dræbes. Det fremgår heller ikke, om de tiltalte fik et udbytte med sig.
De to tiltalte mænd var med politiets egne ord fra lokalområdet. De blev begge anholdt den 21. juni 2019 - altså få dage efter drabet på Poul Frank Jørgensen.
Efter et års varetægtsfængsling er det nu op til retten i Næstved at vurdere, om de er skyldige, og hvilken straf de i så fald skal have.
Retssagen begynder den 11. august.