Rejser kritik af håndtering af børnesager i Sorø

I knap et år har en taskforce set nærmere på Sorø Kommunes sagsbehandling på området for udsatte børn og unge. De rejser nu kritik.

En taskforce rejser nu kritik af Sorø Kommunes behandling af sager om udsatte børn og unge.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Siden begyndelsen af året har taskforcen været i gang med et toårigt analyse- og udviklingsforløb i kommunen med det formål at styrke sagsbehandlingen. Det arbejde har ført til, at der er en analyserapport klar, og det er altså her, taskforcen kritiserer kommunens sagsbehandling.

quote Det ses heller ikke, at barnet eller den unge får hjælp til at bearbejde de eventuelle traumer, som de oplever

Taskforcen i analyserapporten til Sorø Kommune

Taskforcen fremhæver blandt andet et eksempel fra en sag, hvor der er flere underretninger og henvendelser om alvorligt omsorgssvigt på et barn.

- De bekymrende henvendelser registreres, men behandles imidlertid ikke som underretninger, står der i rapporten, hvor det også fremgår, at kommunen ikke altid følger de rigtige procedurer i sager med mistanke om vold og overgreb.

- Gennemgående i sagerne om vold og overgreb er, at der ikke ses begrundelser for, hvorfor Børnehuset (instans, der benyttes ved overgreb, red.) ikke inddrages. Det ses heller ikke, at barnet eller den unge får hjælp til at bearbejde de eventuelle traumer, som de oplever, skriver taskforcen.

Ikke overraskede

Kritikken fra taskforcen kommer ikke bag på kommunen, som selv har bedt om assistance.

- Taskforcens rapport er læsning, som vi ser på med største alvor. Men den er desværre ikke uventet. Vi ansøgte i november 2023 om Taskforcens bistand, da det stod klart for centeret, at der var brug for en særlig indsats på området, siger børne- og familiechef Henrik Madsen i pressemeddelelsen.

Læs også
1.000 børnesager skal undersøges - kommune erkender graverende fejl
Læs også
1.000 børnesager skal undersøges - kommune erkender graverende fejl

- Taskforcens anbefalinger til, hvor vi skulle sætte ind, var et nødvendigt skridt til at understøtte centeret i arbejdet med de mest sårbare familier. 

Henrik Madsen understreger dog, at forvaltningen har dygtige folk ansat på området.

- Der er imidlertid ikke skabt de rette rammer og den systematik og struktur, der skal til for at sikre kvaliteten i myndighedsarbejdet. Den opgave ligger på bordet hos den samlede ledelse på hele området, siger han.

Kan ikke acceptere så mange fejl

Også fra politisk hånd bliver der set med alvor på rapporten på børneområdet.

- Vi kan ikke acceptere, at der er så mange fejl i sager, der handler om børn, siger Jakob Spliid (V), formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune.

-  Politisk vil vi insistere på, at vi arbejder målrettet med at løfte det samlede børne- og ungeområde, så vi får grebet de mest sårbare børn og familier så tidligt som muligt og med de rette indsatser.

Jakob Spliid (V), udvalgsformanden på området, siger, at de mange fejl er uacceptable.
Jakob Spliid (V), udvalgsformanden på området, siger, at de mange fejl er uacceptable. Foto: Simon Reiter - TV2 ØST

Taskforcen er kommet med en række anbefalinger til, hvor og hvordan der kan rettes op.

- Vi har et stort og vigtigt arbejde foran os i forhold til at rette op på vores myndighedsarbejde. Vi kan i samarbejde med Taskforcen nu sætte fart på en udviklingsplan, så vi sætter ind de rette steder og på den rigtige måde, slutter børne- og familiechef Henrik Madsen.

Læs også
Isabella ventede flere måneder på svar fra kommunen: - Man råber ud i intetheden
Læs også
Isabella ventede flere måneder på svar fra kommunen: - Man råber ud i intetheden

Sorø Kommune er ikke den eneste kommune, der har konstateret, at der er problemer på børneområdet. Faxe Kommune har blandt andet konstateret fejl i flere end 1.000 børnesager, og også her får de nu hjælp af en taskforce til at rette op på problemerne.


Nyhedsoverblik