Nyhedsoverblik

Søger vidner - oversavet træ skyld i dødsulykke

En 55-årig mand afgik onsdag nat ved døden, efter et oversavet træ var væltet ned i hans bil kort før klokken 00.16 ved Parnasvej i Sorø.

Tidligere på aftenen, klokken 22.37 ved Slagstrupvej syd for Havrebjerg cirka 100 meter fra Kalundborgvej, var et andet oversavet træ blevet væltet ud på vejen. 

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Træet, der væltede ned over bilen og dræbte føreren, er angiveligt fældet med overlæg, og det er formentlig også tilfældet med træet fra Havrebjerg, siger politiinspektør Peter Compen og tilføjer:

- Når nogen på den måde skaber livsfarlige situationer for andre, er det er i sagens natur noget, vi ser meget alvorligt på.

Politiet søger overvågning fra det markerede område ved Parnasvej i Sorø.
Politiet søger overvågning fra det markerede område ved Parnasvej i Sorø. Foto: Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands- og Lolland-Falsters søger vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med de to fældninger af træerne - både i timerne før og efter de to gerningstidspunkter.

Politiet opfordrer til, at man undersøger eksempelvis vildtkameraer, dashcams eller andre typer kameraer fra de to områder og gemmer overvågning fra aftentimerne.

Har man informationer i sagen kan politiet kontaktes på 1-1-4. 

Politiet ønsker også overvågning fra området ved Slagstrupvej syd for Havrebjerg.
Politiet ønsker også overvågning fra området ved Slagstrupvej syd for Havrebjerg. Foto: Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi