Nyhedsoverblik

Tagplader dumpet i naturen

De seneste dage har politiet modtaget flere anmeldelser om, at der er blevet smidt tagplader, der muligvis indeholder asbest, i naturen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Fredag blev der ifølge politiet fundet fire trailerlæs på en skovsti i et skovområde på Midtfalster. Lørdag blev der fundet mellem 50 og 60 tagplader på en privat grund på Bjernedevej ved Sorø, og mandag lå der tagplader flere steder langs Jenstrupvej uden for Næstved.

Tagpladerne, eller de såkaldte eternit bølgeplader, indeholder i mange tilfælde asbest, der belaster naturen og miljøet. Derfor er alle anmeldelser blevet registreret som overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven.

Det er langt fra første gang, at politiet modtager anmeldelser om asbestholdige tagplader, der dumpes i naturen. 

Til nytår træder der dog nye asbestregler i kraft, og herefter vil det ikke længere være lovligt for privatpersoner at fjerne større mængder af asbest fra deres boliger. I stedet er det kun specialuddannede og særligt autoriserede håndværkere, der må udføre arbejdet.