Tirsdag morgen vågnede Emil Holm op til beskeden om, at mændenes triatlon ved OL i Paris er udskudt fra tirsdag til onsdag.
Atleterne skulle have været i kamp i tirsdag, men disciplinen udskydes til onsdag, fordi vandkvaliteten i Seinen er for dårlig.
Vi har svømmet mange steder, hvor vandet er af dårligere kvalitet
- Emil var rigtig ærgerlig i morges. For man har jo kendt den her dato i mange måneder, og som atlet spores sin hjerne og krop ind på, at det er dér, man skal peake, og så bliver man forstyrret i det, fortæller Rasmus Henning, der er direktør og sportschef i Triatlon Danmark og teamleder for de danske triatleter Emil Holm og Alberte Kjær Pedersen.
- Det var dog ikke 100 procent uventet. Vi har jo i længere tid vidst, at der var en risiko for at vandkvaliteten ikke levede op til grænseværdierne. Så nu har han omstillet sig til en ny situation, og jeg er overbevist om, at han er klar til i morgen, siger teamlederen.
Emil Holm er 27 år og tilknyttet klubben SHS Stevns TRI i Store Heddinge.
Altid risiko ved svømning
Det er den seneste tids nedbør i den franske hovedstad, der har forringet vandkvaliteten i floden.
Skulle man have lagt triatlon et andet sted?
- Jeg synes som udgangspunkt, at man har gjort det rigtige. Det giver sporten et unikt udstillingsvindue. At de skal svømme i Seinen, cykle på Champs-Élysées og løbe omkring Grand Palais og alle de fantastiske bygninger. Det havde ikke været det samme, hvis det var i en sø langt uden for byen, siger Rasmus Henning.
Vandkvaliteten i Seinen afhænger af, om grænseværdierne er overskredet. Værdierne er til at for at beskytte atleterne helbred.
Rasmus Henning, der selv tidligere olympisk triatlet, har dog både prøvet og set værre.
- Vi har svømmet mange steder, hvor vandet er af dårligere kvalitet, end den er i Seinen. Steder, hvor man måske ikke har gået ligeså meget op i at måle vandkvaliteten, så derfor er jeg ikke bekymret.
- Der er en risiko ved al svømning i åben vand for, at man kan sluge et eller andet, som kan give maveonde, og det har de fleste triatleter prøvet på et tidspunkt, og det har Emil og Alberte absolut prøvet flere gange, fortæller han.
Kan ende med et duatlon
Hvis disciplinen ikke kan blive afviklet onsdag, vil det blive rykket til fredag. Hvis vandkvaliteten stadig er under grænseværdierne, så bliver det i stedet til en duatlon, hvor der kun løbes og cykles.
For de danske atleter ville det være en skuffelse om end en mulig fordel.
- Der er vi faktisk i den situation, at både Emil og Alberte en tand bedre på løb end på svømning, så rent sportsligt kunne det ende med at blive en fordel, men vi vil foretrække en rigtig triatlon, som er det, vi har forberedt os på og gerne vil vise frem, siger Rasmus Henning.
Målet for Emil Holms deltagelse ved OL er at ende i den bedste tredjedel af resultatlisten.
- Alt kan ske i sport, men vi har ikke medalje-forventninger. Den realistiske forventning er, at Emil kan komme i den bedste tredjedel, og kan han komme i top 15 eller top 20, så har han leveret en rigtig god præstation, for der er mange sindssygt dygtige atleter med, fortæller Rasmus Henning.