Fredning af Stevns Klint blev ophævet - nu anker miljønævn afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har anket byrettens afgørelse om, at fredningen af Stevns Klint er ugyldig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Jublen nåede kun lige at lægge sig i lodsejerforeningen på Stevns Klint, inden sagen om klintens fredning tog en ny drejning.

Nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet nemlig anket byrettens afgørelse om, at fredningen af Stevns Klint er ugyldig. 

quote Vi er bare ganske almindelige mennesker, der er oppe mod en hel forvaltning,

Frank Elmer, formand i lodsejerforeningen på Stevns

Derfor skal sagen igen tages op. Denne gang i landsretten, oplyser nævnet til Sjællandske. 

Hos Lodsejerforeningen på Stevns Klint er formand Frank Elmer ved at være træt af tovtrækkeriet. 

- Vi synes, det er tidsspild. Men vi tager det helt stille og roligt. Dommen fra byretten var totalt klar. Jeg tror ikke, man kan lave om på det juridiske, så vi er meget fortrøstningsfulde, siger han. 

Stevns Klint.
Stevns Klint. Foto: Cathrine Koppel

Klinten blev i 2021 officielt fredet, hvilket fik lodsejerne i området til at starte en civil retssag for at ophæve fredningen. 

Det kulminerede, da Retten i Roskilde i maj erklærede fredningen ugyldig på baggrund af manglende dokumentation for, at fredningen er nødvendig. 

Både borgmesteren i Stevns Kommune, Henning Urban Dam Nielsen (S), og lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening udtrykte dengang stor ærgrelse over afgørelsen. 

- Jeg er chokeret. Det er et kæmpestort tab for naturen, og så vidt jeg ved, er naturen et af de emner, som nyder fremme i øjeblikket i den politiske debat - så jeg er rimeligt rystet, sagde Danmarks Naturfredningsforening Stevns' formand Michael Løvendal Kruse dengang. 

David mod Goliat 

Hos lodsejerforeningen havde formand Frank Elmer dog ikke forventet, at sagen skulle i retten endnu engang. 

- Det er klart, at det altid er en mulighed at anke, men vi havde ikke regnet med det, siger han og tilføjer:

- Vi er kede af, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har været under så kæmpe pres både fra politisk hold, fra Danmarks Naturfredningsforening og Stevns Kommune, at de har følt, at de blev nødt til at anke.

Læs også
Lodsejere jubler: Fredning af Stevns Klint kendt ugyldig
Læs også
Lodsejere jubler: Fredning af Stevns Klint kendt ugyldig

Frank Elmer understreger, at medlemmerne i lodsejerforeningen vil forberede sig grundigt til den nye retssag. 

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at vinde den retssag også. Nu skal vi bruge en masse tid og energi på det. 

- Vi er bare ganske almindelige mennesker, der er oppe mod en hel forvaltning, hele Danmarks Naturfredningsforenings kæmpe apparat, Miljø- og Fødevareklagenævnets kæmpe apparat og så endnu en gang kammeradvokaten, så det er voldsomt, siger han.


Nyhedsoverblik