Frustreret over ministersvar om 18 vindmøller midt i gammel skov

Protesterne mod en vindmøllepark i Vallø Storskov er nu nået til Christiansborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På kort tid har flere end 750 borgere skrevet under på en protest mod planerne om en vindmøllepark i Vallø Storskov, der er beliggende i Køge Kommune tæt på grænsen til Stevns.

Og ved et borgermøde den 27. november om samme emne var samtlige 300 stole – og lidt til – besat.

quote Jeg undrer mig over, at det er vigtigere end folks ve og vel, men det er da fint, hvis det er vandsalamanderen, der kan redde det her og sørge for, at der ikke kommer vindmøller

Susie Jessen (DD), politisk ordfører

Modstanden mod planerne om 18 vindmøller på 185 meters højde i Vallø Storskov er svær at overse.

Den store modstand har gjort indtryk på politisk ordfører Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Kan lige så godt opgive nu

Selvom et flertal i byrådet i Køge Kommune er klar til at godkende projektet, er folketingspolitikeren parat til at intervenere.

Ved onsdagens spørgetid i Folketinget blev miljøminister Magnus Heunicke (S) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) bedt om at tage stilling til sagen i form af to paragraf 20-spørgsmål fra Susie Jessen. 

Læs også
Omstridte vindmøller udløser heftig debat
Læs også
Omstridte vindmøller udløser heftig debat

Ifølge Susie Jessen er der nemlig adskillige regler, som står i vejen for projektet, hvorfor hun mener, at ministrene lige så godt kan feje projektet af bordet nu som senere.

Direkte adspurgt blev det dog ikke til noget klart svar.

- Alle EU's naturbeskyttelsesregler skal overholdes. Både Natura 2000- og habitatregler. 

- Vi gik endda videre end det og besluttede, at paragraf 3-områder – der ikke har samme EU-beskyttelse – ikke må blive påvirket af energiparkerne, lød det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).

Vandsalamander kan spænde ben

Svaret giver alligevel Susie Jessen en flig af håb på vegne af borgerne.

- Der er bilag IV-arter (særligt sårbare arter, red.) i Vallø Storskov – herunder vandsalamander og springfrøer, som lever i Vallø Storskov. 

Vallø Storskov er et afholdt område blandt de lokale. De frygter, at projektet vil ødelægge det. Arkiv
Vallø Storskov er et afholdt område blandt de lokale. De frygter, at projektet vil ødelægge det. Arkiv Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

- Jeg undrer mig over, at det er vigtigere end folks ve og vel, men det er da fint, hvis det er vandsalamanderen, der kan redde det her og sørge for, at der ikke kommer vindmøller, siger hun. 

Hun forstår ikke, hvorfor regeringen ikke allerede nu erkender, at etableringen ikke vil være lovlig, fordi den overtræder EU’s habitatdirektiv.

Læs også
Vil opføre 18 vindmøller i gammel skov - så strømmede frustrerede folk til
Læs også
Vil opføre 18 vindmøller i gammel skov - så strømmede frustrerede folk til

- Hvis man ved, at det her overtræder  – hvorfor siger man så ikke allerede nu, at det ikke kan lade sig gøre, for det vil skabe en ro hos mange af de her mennesker, spørger Susie Jessen.

Det er kommunens sag

Her måtte ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), dog minde om, at det er op til kommunen at tage stilling til, om projektet skal blive en realitet.

- Jeg vil starte med at slå én ting fast. Om man vil have en energipark eller ej, er en sag for byrådet i kommunen, sagde ministeren, inden han redegjorde for den proces, som godkendelsen af en vindmøllepark indebærer.

Her planlægges vindmøllerne etableret.
Her planlægges vindmøllerne etableret. Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST

- Er der nationale interesser, der taler imod, kan der ikke blive en energipark.

- Men de konkrete spørgsmål til miljøundersøgelsen hører hjemme i miljøministeriet, sagde Morten Dahlin, som ikke ville gå yderligere ind i, hvad det konkret betyder for vindmølleparken i Vallø Storskov.

Spørgeren var tydeligvis ikke tilfreds med, at ingen af de adspurgte ministre kunne svare klart og utvetydigt.

- Jeg kan lige så godt vænne mig til, at i den her sag kommer jeg til at blive kastet rundt mellem ministeren for grøn trepart, landdistriktsministeren og miljøministeren, som ikke har nogen interesse i at tage ansvar, konstaterede Susie Jessen efterfølgende.


Nyhedsoverblik