Martin Henriksen overvejer formandspost i Nye Borgerlige

Partistifter Pernille Vermund indstiller til, at Nye Borgerlige nedlægger sig selv, og processen er igangsat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, der sidder i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, overvejer at gå efter formandsposten i Nye Borgerlige.

Det siger han til DR, dagen efter at partistifter Pernille Vermund har indstillet til, at partiet lukker.

- Der er venlige sjæle, der har spurgt mig. Så skylder man at tænke over det, når folk spørger i den retning. Man skal værdsætte, når nogen mener, man kan løfte en opgave. Så selvfølgelig overvejer jeg det. Men det er ikke ens betydende med, at jeg gør det, siger Henriksen til DR.

Henriksen har tidligere siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti, og i januar 2022 tabte han formandsopgøret i netop DF til Morten Messerschmidt.

Siden juni 2023 har Henriksen været medlem af Nye Borgerlige og er partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget senere i år.

Uenig med Vermund

Henriksen tilføjer, at han er uenig i Vermunds beslutning om at ville afvikle Nye Borgerlige.

Da Vermund annoncerede nyheden på sociale medier onsdag, vidste Henriksen intet om det.

- Jeg ville gerne have været orienteret. Det er meget logisk. Men det er der mange, der ikke har været, kan jeg forstå, sagde Henriksen onsdag til Ritzau.

Læs også
Nye Borgerlige opløses - lokalpolitiker kalder det en "mavepuster"
Læs også
Nye Borgerlige opløses - lokalpolitiker kalder det en "mavepuster"

- Jeg stillede op, fordi jeg har ment noget seriøst med det, og det bruger man jo også tid og penge på. Det er ikke billigt at føre valgkamp. Det er da mærkeligt, tilføjede han.

En række medlemmer i Nye Borgerlige har allerede luftet, at de ønsker, at partiet kører videre. Blandt dem er Nis Otto Kristensen, som er formand i Nye Borgerliges lokalforening i København. Han har endda allerede meldt sig som formandskandidat.

Partiet kan overleve opløsning

For at Nye Borgerlige kan blive opløst, skal der afholdes to ekstraordinære generalforsamlinger. To tredjedele af de stemmeberettigede skal begge gange stemme for at opløse partiet. Det har organisatorisk formand Frederik Meyer Johannesen oplyst til DR Nyheder.

Foruden Vermund har Kim Edberg Andersen og den sygemeldte Peter Seier Christensen repræsenteret Nye Borgerlige i Folketinget. Efter 2022-valget kom Nye Borgerlige ellers i Folketinget med seks mandater.

Læs også
Lokalformand ekskluderet for ’illoyal adfærd’
Læs også
Lokalformand ekskluderet for ’illoyal adfærd’

Siden da er Mette Thiesen og Mikkel Bjørn skiftet til DF, mens den tidligere formand for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen er blevet løsgænger.

Vermund har udtalt, at hun gerne vil fortsætte i dansk politik, og det godt kunne være i et andet borgerligt parti. Edberg Andersen er heller ikke færdig med politik.


Nyhedsoverblik