- Vi havde tre-fire hjemmehjælpere om dagen for at give sprøjter og medicin.
- Jeg var ved at skride fra hele lortet. Jeg kunne ikke mere, siger Ove Simonsen fra Hårlev i Stevns Kommune.
Men Ove Simonsen blev, selvom det var hårdt i årevis at passe på sin døende ægtefælle, Jette.
Da Jette døde, blev Ove en del af en trist statistik.
28 procent af alle mænd over 18 år har sjældent eller aldrig nogen at tale fortroligt med. Det viser en ny undersøgelse fra Forum for mænds sundhed.
Svært at tale om
Mænd klarer sig generelt godt på arbejdsmarkedet og ligger altid højest i lønstatistikkerne, men på mange af livets andre parametre får mændene generelt set en bundplacering.
Du er ny, du skal fandme have en krammer, Ove
Mænd bliver oftere ramt af alvorlig sygdom, begår oftere selvmord, er mere ensomme og dør i gennemsnit fire år tidligere end kvinder.
I serien Hvad kæmper du for, mand? sætter TV2 ØST fokus på nogle af de områder, hvor mænd halter bagefter i statistikkerne.
Nye serie
Hvad kæmper du for, mand? er udkommet i forbindelse med mændenes kampdag den 19. november.
Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.
Ove Simonsen fra Stevns er en af de mænd, der i serien fortæller åbent om sit livs krise.
I hans tilfælde bragte krisen ham ud i ensomhed, og han har stadig svært ved at sætte ord på de følelser, Jettes død satte gang i.
- Det er forfærdeligt, siger han.
Tårerne presser sig på, hver gang han taler om sin afdøde kone.
- For så skal man bearbejde det hele igen, forklarer han.
Manglede venner at tale med
Ove Simonsen havde ikke nogen at tale med om ægtefællens død. Der var ikke nogen nære venner, han kunne dele det med.
- Det har været hårdt, siger han.
Men tre uger efter Jettes død, fik han kontakt med gruppen Mænds Mødesteder. Det var kommunen, der hjalp ham med at finde det fællesskab.
- Mit indtryk var, at man fik et lille puf, så du kunne komme videre, fortæller Ove Simonsen.
- Jeg kom ned i Mænds Mødesteder, og så kom Morten (Bek, red.) over og sagde; du er ny, du skal fandme have en krammer, Ove. Og så stod han i fem minutter og krammede mig, som om vi havde kendt hinanden i mange år, fortæller enkemanden.
Morten Bek er formand for Mænds Mødesteder på Stevns, og han og de andre i fællesskabet er blevet et anker i Ove Simonsens liv.
Ove Simonsen kommer fortsat i Mænds Mødesteder, hvor der er plads til at tale om løst og fast, også det der gør allermest ondt.
- De er kommet ind under min vest, og vi er begyndt at kunne snakke om alle mulige følelser, og jeg ved ikke hvad, fortæller Ove Simonsen.
Større risiko for selvmord og psykisk sygdom
Svend Aage Madsen, der er psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed, fortæller, at der er større risiko for psykiske lidelser og for at begå selvmord, hvis man ikke har nære relationer.
- Vi ved at nære relationer er den allervigtigste faktor i forhold til både fysisk og psykisk trivsel. Man siger normalt, at mennesker, der er isoleret, har 50 procent større dødelighed af alle sygdomme, hvis ikke de har nogen nære relationer, fortæller han.
Da mænd statistisk set oftere ikke har venner og familie at tale fortroligt med, så er de mere udsatte.
- Op mod en tredjedel af alle mænd siger, at de ikke har nogen nære relationer af nogen slags, fortæller han.
Ove Simonsen er langt fra den eneste, der har mistet både sin partner og sin eneste nære relation på samme tid.
- Vi ved, at for rigtig mange mænd er deres partner, deres kone, den eneste fortrolige, de har, så når de mister en partner, så mister de måske også overhovedet at have nogen at snakke med, siger Svend Aage Madsen.
Vigtigt med hjælp udefra
Derfor var det også den helt rigtige hjælp, Ove Simonsen fik af kommunen, da han mistede Jette, mener Svend Aage Madsen.
- Vi ved, at når mænd bliver alene, har mistet deres partner, så er det i høj grad sådan, at de synes, at hele grundlaget for deres liv forsvinder, fordi de ikke har andre at snakke med, siger han.
- Og derfor er det så vigtigt, at der er nogen, der er opsøgende og kommer med tilbud og forslag. For de mænd, som ikke har så mange ressourcer eller ikke har nogen nære relationer, der er det opsøgende rigtig, rigtig vigtigt, at der er nogle konkrete tilbud om noget, de kan gå hen og gøre - for eksempel Mænds Mødesteder, siger psykologen.
Hvad kæmper du for, mand? er udkommet i forbindelse med mændenes kampdag den 19. november.
Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.