Renovering for 800 millioner er i mål - nu kører toget igen

15 måneder med togbusser og længere rejsetid for Østbanens en million årligt rejsende er næsten forbi. Om 14 dage venter to ugers nyt sporarbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klokken 4.51 mandag morgen kunne de første passagerer stige ombord på toget fra den nye station i Rødvig og nyde turen på en helt ny jernbane til Hårlev og videre til Køge eller Faxe Ladeplads.

quote Stevns og Faxe kommuner har fået genfødt deres livsnerve

Ole-Christian Munk Plum, forfatter til bogen Østbanen

For Østbanen, der er en i alt 50 kilometer lang jernbane, har siden 16. juni 2023 undergået en omfattende renovering, hvor arbejdet på tredje og sidste etape nu er afsluttet.

- Det har ubetinget været det største, mest omfattende og ikke mindst længstvarende projekt i Lokaltogs historie, siger Lars Wrist-Elkjær, administrerende direktør i Lokaltog, i en pressemeddelelse om dagens begivenhed.

- Derfor er jeg også virkelig stolt over og glad for, at vi nu nærmer os afslutningen og kan byde vores kunder velkommen tilbage på banen og tilbyde en langt mere komfortabel rejse på helt nye skinner.

Fra mandag morgen kører toget igen på alle Østbanens tre delstrækninger. Der venter dog et sidste lille sporarbejde i uge 39 og 40 på strækningen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads, hvor der vil blive indsat togbusser.
Fra mandag morgen kører toget igen på alle Østbanens tre delstrækninger. Der venter dog et sidste lille sporarbejde i uge 39 og 40 på strækningen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads, hvor der vil blive indsat togbusser. Foto: Lokaltog

Noget at fejre

Begivenheden fejres ifølge Stevns Kommune mandag morgen med kanelsnegle fra klokken 6.30 på den nye station i Rødvig til passagererne på toget klokken 6.51 og 7.21.

Og der er grund til at markere dagen.

Sådan lyder vurderingen fra Ole-Christian Munk Plum, der i 2004 udgav bogen om Østbanens første 125 år, og som har fulgt og dokumenteret banerenoveringen.

De seneste 15 måneder har budt på skift mellem tog og bus med længere rejsetid til følge for Østbanens mange rejsende.
De seneste 15 måneder har budt på skift mellem tog og bus med længere rejsetid til følge for Østbanens mange rejsende. Foto: Ole-Christian Munk Plum

- Stevns og Faxe kommuner har fået genfødt deres livsnerve, som er en vigtig del i at bevare brugen af den kollektive trafik, siger han og peger på, at investeringen i Østbanen bidrager til udvikling og bosætning.

- Og når den nye køreplan træder i kraft, bliver det endnu mere attraktivt tilbud, tilføjer han og fremhæver at Rødvig i den forbindelse får direkte tog til Roskilde via Køge alle ugens dage.

Hurtigere tog i vente

Som TV2 ØST tidligere har fortalt, kommer der til at gå endnu nogle måneder, før togene på Østbanen sætter hastigheden op og dermed bringer rejsetiden yderligere ned med plads til flere afgange.

Dette skyldes, at der endnu udestår en såkaldt slutjustering af sporet. Dertil må en ændring af køreplanen ske under hensyn til den øvrige kollektive trafik, hvilket i dette tilfælde er med den nye 2025-køreplan, som træder i kraft til december, har Lokaltog tidligere oplyst.

Søndag blev der kørt testtog på den nyrenoverede strækning mellem Hårlev og Rødvig.
Søndag blev der kørt testtog på den nyrenoverede strækning mellem Hårlev og Rødvig. Foto: Ole-Christian Munk Plum

Siden har der ifølge Lokaltog også vist sig en mindre fejl på den del af Østbanen, der går til Faxe Ladeplads, og som på nuværende tidspunkt har været i drift siden marts måned.

- Det er ikke alvorlige fejl, og heldigvis har vi kunnet køre med tog på denne del af Østbanen siden foråret, siger administrerende direktør Lars Wrist-Elkjær og tilføjer:

- Men tingene skal naturligvis bringes i orden, og sammen med entreprenøren har vi lagt en plan, som indebærer, at strækningen mellem Hårlev og Faxe Ladeplads spærres i uge 39 og 40, mens fejlene bliver udbedret.

Politisk strid skabte uvis fremtid

At togene på Østbanen kører for nedsat kraft har dog stået på længe før, sporrenoveringen gik i gang, og er et levn fra 2019, hvor jernbanen stod over for en uvis fremtid.

Lang vej til nye skinner

  • Østbanen har eksisteret siden 1879 og fik senest lagt nye skinner i 1981.

  • I 2007 blev lokalbanerne, herunder Østbanen, overdraget til regionerne.

  • I 2017 slog en rapport fra Rambøll fast, at behovet for at renovere Østbanen var presserende. Region Sjælland har imidlertid manglet penge til renoveringen.

  • I 2019 var der endnu ikke fundet en løsning. Hastigheden på Østbanen blev sat ned for at forlænge levetiden på de allerede nedslidte skinner.

  • Efter et langt politisk tovtrækkeri, herunder et forslag om at erstatte toget med busser, faldt der i 2022 en aftale på plads, som sikrer penge til landets lokalbaner, herunder Østbanen.

  • Renoveringen af Østbanen gik i gang den 16. juni 2023.

  • Den første delstrækning, Køge - Hårlev, stod færdig 2. oktober 2023.

  • Den anden delstrækning, Hårlev - Faxe Ladeplads, blev færdig den 2. marts 2024.

  • Tredje og sidste delstrækning, Hårlev - Rødvig, åbnede 9. september 2024.

  • Østbanen forbinder Køge, Faxe og Stevns Kommuner, betjener 14 stationer og transporterer omkring en million kunder om året.

Allerede på dette tidspunkt var Østbanen i så ringe stand, at det var nødvendigt at sænke hastigheden og fjerne en række afgange.

- Det gjorde man for at kunne opretholde togdriften på banen, indtil man fandt en løsning, har Erik Christensen, trafikchef i Lokaltog, tidligere fortalt.

Der var nemlig i mange år stor politisk uenighed mellem Region Sjælland og Christiansborg om, hvem der skulle betale for bane-renoveringen.

I december 2019 var der endnu ikke fundet en løsning for Østbanen, hvor skinnerne på dette tidspunkt allerede var så slidte, at hastigheden måtte sættes ned. Situationen mødte kritik fra pendlerne.

Men i 2022 faldt en aftale på plads, og efter to udbudsrunder kunne Lokaltog i foråret 2023 med regionsrådets opbakning tildele kontrakten til Strukton Rail.

- Det har været en lang og til tider sej kamp for at komme i mål med sporrenoveringen. Men det lykkedes for os ved fælles hjælp, og jeg glæder mig til at se Østbanen udvikle sig herfra, lyder det således fra afgående regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Læs også
145 års toghistorie triller bort
Læs også
145 års toghistorie triller bort

Arbejdet med at renovere banen, der er endt med at koste 800 millioner kroner, er foregået i tre etaper, hvor strækningen mellem Rødvig-Hårlev er den sidste. Her har arbejdet også indebåret en helt ny station i kystbyen, som er mere centralt placeret end den gamle stationsbygning fra 1879.

Renoveringen og genåbningen af Østbanen vil ifølge Lokaltog også blive fejret ved et arrangement, som offentliggøres snarest muligt.


Nyhedsoverblik