Som femårig fortalte han om sin store drøm - nu er den for alvor gået i opfyldelse

Lukas Birch er direktør for Revyshowet i Rødvig og har en særlig mission.

- Mit navn er Lukas B. og velkommen til revyen. Der står skæg, der står sjov og satire på menuen.

Sådan siger Lukas B. med det borgerlige navn Lukas Birch, der er Danmarks yngste revydirektør. 

quote Hvis man kan få folk til at grine, føler jeg, man er godt på vej til at lykkes i livet

Lucas Birch, revydirektør, Revyshowet

Han er samtidig en revydirektør, der selv gerne tager en tørn på de skrå brædder og er ganske erfaren med det. 

For selvom han blot er 24 år, har han medvirket i 13 revyer allerede. Det gælder eksempelvis flere sæsoner af Korsør Sommerrevy og Jægerspris Revyen.

- Jeg har altid godt kunnet lide at få folk til at grine. Det er den fornemste opgave og noget, jeg tager virkelig alvorligt, når vi står på scenen, fortæller han.

Lukas Birch tiltrådte i juni, hvor TV2 ØST også talte med ham.

Allerede som femårig kastede han sin kærlighed på revygenren og fortalte sine forældre, at han ville lave revy, når han blev stor.

Forældrene, der begge arbejdede som bedemænd, kiggede overbærende på ham og gav ham et: det er fint med dig.

Store forventninger - stor mission

Men Lukas Birch holdt fast, og nu er han tiltrådt som direktør for Revyperler med base i Rødvig, som nu skifter navn til Revyshowet.

- Det er sindssygt angstprovokerende at skulle være direktøren. Når der er problemer, er det mig, alle kigger på. Nu håber jeg bare, jeg kan leve op til det, sier han.

Hvem er Lukas Birch Søgaard?

  • Født 1. januar 2000

  • Revydirektør, forfatter, autodidakt skuespiller og kulturel iværksætter.

  • Han har siden han var 14 år været tekstforfatter til blandt andet Cirkusrevyen, Nykøbing Falster Revyen, Jægerspris Revyen, Korsør Sommerrevy og Grindsted Revyen og har selv medvirket i revyer 13 gange.

  • Han var direktør for Jægerspris Revyen fra 2019 til 2022 og afløste den 27. juni 2024 Tom Bang som direktør for Revyperler.

  • Senest har han skrevet bogen Revyens røverhistorier sammen med netop afdøde Ulf Pilgaard.

Kilde: danskefilm.dk.

Han vil have fokus på at give publikummerne en sjov aften, hvor de ikke føler, at tiden er spildt.

- Min mission er at prøve at få skabt en revy, som yngre publikummer også kan lide. Det, tror jeg, bliver min største opgave, siger han og fortsætter:

- Livet kan være op ad bakke, og der er så meget i dagligdagen, hvor man tænker; hvad skal vi med det her. Men hvis man kan få folk til at grine, føler jeg, man er godt på vej til at lykkes i livet, siger han.

Mix af genrer

Men hvad er det så, revyen kan? Ifølge Lukas Birch udmærker revyer sig ikke mindst ved, at det er et mix af mange genrer.

- Der er mange og specielt unge, der siger, at revy ikke er dem, siger Lukas Birch.

Ordene falder på en måde, så man ikke er i tvivl om, at han ikke helt forstår den holdning.

Læs også
15-årig arbejder på plejehjem - men Ældre Sagen er bekymret
Læs også
15-årig arbejder på plejehjem - men Ældre Sagen er bekymret

- Det er det samme som at sige, at musik ikke er mig, siger han. 

- Jeg tror der er rigtig mange, der har svært ved at komme ned og se revy første gang. Men min erfaring siger mig, at folk kommer igen, når først de har været her.


Nyhedsoverblik