Dårlig mobildækning er ved at være et velkendt fænomen i udkantskommunerne i vores region. Også i området omkring Gjorslev Bøgeskov på Stevns er det et problem.
Den 7. april blev Claus og Pia Jacobsen fra Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov ringet op af alarmacentralen.
Her fortalte en medarbejder dem, at redningsmandskab var på vej ud til et nødopkald i Bøgeskoven, men de kunne ikke komme i kontakt med anmelderen af ulykken. På grund af dårlig mobil dækning.
Hjalp redningsfolk
Derfor cyklede Claus Jacobsen ud for at hente en hjertestarter, men mødte akutbilen på vejen.
Han ledte akutbilen hen til motionsløberen, som var faldet om i skoven med et ildebefindende.
Men det faktum, at lægen ikke kunne komme i kontakt med den nødstedte, bekymrer beboerne i området.
- Jeg synes, det er utrygt, siger Pia Jacobsen.
Hun har, ligesom sine naboer, store problemer med at ringe fra mobiltelefonen.
Tilbudt plads til signalmast
En anden borger, der finder den dårlige dækning bekymrende er Dennis Christiansen.
- Hvis jeg nu står og lakerer bil, men får et hjertetilfælde, så har jeg min mobil i lommen. Men jeg kan bare ikke ringe med den, og så kan jeg bare dø, siger han.
Derfor har han, ifølge eget udsagn, flere gange tilbudt henholdsvis TDC og Sonofon (i dag Telenor, red.), at de kunne stille en mast op på hans grund, kvit og frit.
- Men der sker ikke noget. De snakker og snakker, men der står stadig ingen mast, siger Dennis Christiansen.
Kommune: Vi er magtesløse
Stevns Kommune har været bekendt med problemet i mange år, ifølge formand for Plan- og Teknikudvalget, Steen S. Hansen (S).
- Vi er udmærket klar over problemet, siger han.
Derfor har de haft konsulenter ude for at klarlægge signalet i kommunen og vil nu afholde et møde for at lægge en plan for næste skridt.
Men direkte adspurgt af TV ØST kan formanden ikke komme med en konkret løsning, da det i sidste ende er teleselskaberne, der har ansvaret for at drive telenettet.
- Kommunen kan jo ikke gå ind og drive televirksomhed, men vi kan gå ind og sætte master op, som teleselskaberne så kan bruge, og det er det, vi overvejer nu.
Han har dog en idé til, hvordan man muligvis kan få teleselskaberne til at samarbejde.
- Den bedste måde at lægge pres på teleselskaberne kan være, at vi går sammen med andre kommuner om et fællesudbud. Så kan vi lave nogle aftaler om, at jo bedre dækning, jo bedre takster får de, siger Steen S. Hansen.