Nyhedsoverblik

Teater vil skabe bæredygtig forestilling

Når Stevns Sommerspil tirsdag afholder premiere på årets forestilling vil en stor del af rekvisitterne, kostumerne og scenografien være genbrug fra sidste år.

Det oplyser teatret i en pressemeddelelse. 

Elementerne har blot fået helt nyt udseende, siden de var på scenen til forestillingen ”Mød mig på Cassiopeia” sidste sommer.

Ifølge direktør og kunstnerisk leder Nicolaj Cornelius er det vigtigt for teatret at have stor fokus på genbrug og ikke på overforbrug.

- Derfor er jeg meget begejstret over at konstatere, at den smukke scenografi er skabt af de samme grundplader, som vi brugte til sidste års scenografi, og at kostumerne bliver genbrugt så meget som muligt ved at sammensætte dem på andre måder eller sy dem om, udtaler han i pressemeddelelsen.

De medvirkende i produktionen har derfor fået lidt mere plads i klædeskabet, efter de har fået mulighed for at tage egne beklædningsgenstande med hjemmefra til brug i forestillingen. 

- Teatret må og skal tænke ind i bæredygtighed, og især når man som os i Stevns Sommerspil ikke er statsstøttet eller understøttet af kommunen, udtaler direktøren.

Stevns Sommerspil spiller fra den 23. juli til 3. august.