Tirsdag den 7. juni kommer der til at være usædvanligt mange politimotorcykler på de sjællandske veje. Det skyldes, at politiet den 7. og 8. juni skal gennemkøre 2. og 3. etape af Tour de France forud for selve afviklingen af cykelløbet.
I alt vil cirka 25 politimotorcykler og tre politibiler kunne ses på landevejene, når etaperne bliver prøvekørt. Det skal forberede motorcyklisterne til, at de skal ledsage ryttere og reklamekaravane under selve løbet:
- Vi kører etaperne igennem, så alle motorcyklisterne kan blive godt bekendte med, hvordan ruten ser ud, og om der er nogle specielle vejforløb, hvor de skal passe ekstra meget på, siger politikommissær Axel Sørensen fra Københavns Politi, der har ansvaret for eskorten.
- Det kan være, at der er nogle steder, hvor kantsten ligger længere ude, end man regner med. Alle sådan nogle ting kan være rare at få afprøvet under rummelige former, så vi er så velforberedte som muligt.
Mange har været vant til at arbejde med cykelløb før, og der er også nogle, der ikke har været med til det før
Det hold, der skal prøvekøre etaperne, er det samme hold, der kommer til at ledsage ryttere og reklamekaravane om tre uger.
- Mange har været vant til at arbejde med cykelløb før, og der er også nogle, der ikke har været med til det før. På den måde bruger vi dette som en træning, for at få afprøvet vores kommunikation og alle sådan nogle ting, siger politikommissæren.
Sådan bliver gennemkørslen
Gennemkørslen af 2. etape starter klokken 13:30 i det centrale Roskilde. Derfra går turen gennem Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Korsør over Storebæltsbroerne for at slutte i Nyborg sidst på eftermiddagen.
Dagen efter fortsætter politimotorcyklerne og de ledsagende politibiler fra Odense klokken 8:30 mod Vejle Havn, hvor 3. etape har start. Herfra går turen rundt i Vejle-området, videre til Jelling, Kolding, Hejlsminde Strand, Christiansfeld, Haderslev, Aabenraa for at slutte i Sønderborg.
Tour-etaper vil skabe trafikale udfordringer
De tre Tour de France-etaper, der bliver kørt i Danmark, finder sted henholdsvis den 1., 2., og 3. juli, hvoraf 2. etape bliver kørt over Sjælland.
Politiet oplyser, at Tour de France-etaperne vil have stor indflydelse på trafikafviklingen i store dele af landet, ligesom der også forventes et pres på den kollektive trafik.
Dog forventer politikommissær Axel Sørensen ikke, at prøvekørslen af etaperne den 7. og 8. juni kommer til at skabe trafikale problemer.
- Selvom vi kommer kørende så mange, så holder vi stille for rødt lys. Hvis den første del eskorten er kørt over for grønt lys, og der så bliver rødt, så kører et par motorcykler ud og stopper den tværkørende trafik, så vi får hele flokken med over. Det er det eneste, man kommer til at kunne mærke. Vi taler om et minut, man kan komme til at vente.