Nyhedsoverblik

Kendt politiinspektør vil være borgmester

Tidligere chef for Rejseholdet og nuværende politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland-Falsters, Kim Kliver, melder sig nu som borgmesterkandidat.

 Han stiller op for Venstre i Solrød Kommune.

Kim Kliver er i den brede offentlighed nok bedst kendt for at være politiinspektøren, der stod i spidsen af efterforskningen af drabet på Emilie Meng.

- Jeg er rigtig glad for, at bestyrelsen for Venstre har peget på mig som borgmesterkandidat, og selvom jeg er rigtig glad for mit job, så er jeg også glad for, at de synes, at jeg skal være borgmester. Jeg vil fortryde, hvis ikke jeg tager imod den her udfordring, siger politiinspektøren til TV2 ØST.

Ifølge Kim Kliver kommer den kommende valgkamp ikke til at have effekt på hans virke som politiinspektør.

- Jeg er vant til at have mange bolde i luften og arbejde i alle døgnets timer, så jeg kommer ikke til at gå ned i tid under valgkampen, siger Kim Kliver og fortsætter: 

- Jeg bestræber mig på, at man ikke skal kunne mærke forskel på mit arbejde, og andre har kunne jonglere fuldtidsjob og valgkamp, så det kan jeg også.

Kim Kliver er 64 år, gift, har fire børn og to børnebørn. Han bor i Havdrup, hvor han også er vokset op.

Emil Blücher (LA) har været borgmester i Solrød Kommune siden 2022.

Næste kommunalvalg afholdes tirsdag den 18. november.

Opdateret.
Artiklen er gennemskrevet, og der er tilføjet nye citater efter interview med Kim Kliver.