Danmarks giftigste fisk kan husere på badestrande

For første gang nogensinde er den giftige fisk, lille fjæsing, blevet fisket op af vandet i Sjællands Odde – og det giver bekymring på nordkysten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når man denne sommer vil hoppe i badevandet på strandene langs den sjællandske nordkyst kan der være god grund til at se ekstra godt efter, hvor man træder, når turen går ud på sandbunden i bølgen blå.

Sådan lyder beskeden fra fiskespecialisten Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, efter tjenesten Fiskeatlasset har fået en indberetning om en helt særlig fangst.

Læs også
Bertram fik sår og blærer af giftig plante - nu kan han ikke gå normalt
Læs også
Bertram fik sår og blærer af giftig plante - nu kan han ikke gå normalt

På Sjællands Odde er der nemlig blevet fanget en fisk, der er den absolut giftigste i Danmark – og det er første gang, den er blevet fanget så sydligt i Danmark.

quote Der ingen grund til at tro, at den ikke er i hele Nordsjælland og i Øresund

Henrik Carl, fiskespecialist, Statens Naturhistoriske Museum

Fangsten på Sjællands Odde giver anledning til bekymring – for hvis den giftige lille fjæsing er blevet fanget på Sjællands Odde, kan den være mange andre steder, siger eksperten.

- Hvis den er på Sjællands Odde, så er der ingen grund til at tro, at den ikke er i hele Nordsjælland og i Øresund, siger Henrik Carl og tilføjer, at hans egen chef mener, at han så en af de små, giftige fisk allerede sidste år ved Helsingørs kyst.

Her ses den lille fjæsing, som blev fanget ved Sjællands Odde.
Her ses den lille fjæsing, som blev fanget ved Sjællands Odde. Foto: Privatfoto

Den giftigste fisk i Danmark

Lille fjæsing er, som navnet antyder, lillebror til den giftige fjæsing, der er velkendt i de danske farvande.

quote Denne her fisk er man meget bange for ved badestrande i Sydeuropa, hvor den er et velkendt problem

Henrik Carl, fiskespecialist, Statens Naturhistoriske Museum

Ifølge fiskespecialisten Henrik Carl er der hvert år adskillige badegæster, som ender på hospitalet efter at være blevet stukket af en almindelig fjæsing.

Den lille fjæsing er dog endnu mere giftig og velkendt på badestrande, der ligger langt mod syd.

- Denne her fisk er man meget bange for ved badestrande i Sydeuropa, hvor den er et velkendt problem. Den stikker med piggene, som sidder på dens rygfinner og på gællelåget, og så ligger den begravet i sandet, så kun øjnene og rygfinnerne er over sandbunden, fortæller Henrik Carl.

Fakta om fjæsing

Fjæsing er en saltvandsfisk, der lever på 2-15 meters dybde.

 

Det er især lille fjæsing (ca. 15 cm lang), der dukker op, hvor der er badende - nu muligvis også langs danske kyster.

 

Den ligger i dagtiden gravet lidt ned i sand, så kun øjne og rygfinner er fremme. Almindelig fjæsing er 40 cm lang og lever helst på dybere vand.

 

Der er dracotoxin (dragegift) i de forreste to giftpigge mellem hovedet og rygfinnen samt i giftpigge på gællelåget. Stik fra en død fjæsing kan også være giftige.

 

Symptomer

  • Der er stærke smerter ofte lokaliseret til hele den arm eller ben, der er blevet stukket.
  • Smerterne tager til over ca. ½ time.
  • Der kan være svimmelhed og hovedpine.
  • Der kommer hævelse og misfarvning omkring stikket. Stikket er sjældent farligt for voksne

Kilde: Sundhed.dk

Selvom der er masser af fjæsinger i de danske farvande, giver den lille fjæsing imidlertid anledning til større bekymring for badegæster.

Ikke nok med at lille fjæsing er mere giftig end dens storebror, så ligger den typisk i sandbunden ved strandene langt tættere på land i både dag- og nattetimer.

- Problemet er, at man ikke rigtig kan tage sig nogen forholdsregler. Den almindelige fjæsing ligger typisk omkring to meters dybde og kommer kun længere ind om natten, hvor den æder. Den lille fjæsing går derimod på lavvande, hvor badegæster færdes, hele døgnet, siger fiskespecialisten, som pointerer, at han ikke vil fraråde nogen at bade, selvom risikoen for et smertefuldt stik kan være større end hidtil.

Her ses en sammenligning mellem lille fjæsing og fjæsing. Selvom lillebror er mindst, har fisken den kraftigste gift.
Her ses en sammenligning mellem lille fjæsing og fjæsing. Selvom lillebror er mindst, har fisken den kraftigste gift. Foto: Henrik Carl, Statens Naturhistoriske Museum

Badegæster kan indberette stik

Henrik Carl arbejder som ekspert hos Fiskeatlas, der er et projekt under Statens Naturhistoriske Museum, som skal kortlægge udbredelsen af danske saltvandsfisk.

vild_pastinak.jpg
Læs også
Flere skolebørn ramt af giftig plante - nu fjernes den af Naturstyrelsen
vild_pastinak.jpg
Læs også
Flere skolebørn ramt af giftig plante - nu fjernes den af Naturstyrelsen

I forbindelse med fangsten af lille fjæsing på Sjællands Odde efterlyser han nu dokumentation fra andre, som enten har set eller oplevet stik, der kan stamme fra lille fjæsing.

- Vi kunne godt efterlyse, at folk indsender fotodokumentation for, hvor det geografisk er sket og stikket, hvis man oplever det. Og så vil vi gerne have billeder fra personer, som har fanget lille fjæsing, siger Henrik Carl.

Du kan finde kontaktoplysninger om Fiskeatlas ved at klikke her.

Det skal du gøre, hvis du bliver stukket af en fjæsing eller lille fjæsing

Førstehjælp ved ​fjæsingstik: 

  • Anbring stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30-60 min. Afprøv temperaturen med en rask hånd. Det varme vand lindrer smerten.
  • Fjern eventuelle rester af piggen, og vask med vand og sæbe.
  • Supplerende behandling med smertestillende medicin kan være nødvendig.  Smerterne kan blive ved i op til 24 timer og hævelsen kan vare ved i flere måneder.
  • Søg læge eller ring til Giftlinjen på 82121212, hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte - eller hvis der opstår tegn på infektion

Kilde: Giftlinjen


Nyhedsoverblik