Små børn er smittebomber – de rager næsten alle infektioner til sig og er nærmest konstant småsyge.
Det ved enhver forælder.
Men da verden blev ramt af SARS-CoV-2 i 2020, blev dét billede vendt på hovedet. For stik mod alle eksperters forventninger, blev – og bliver - langt de fleste børn i modsætning til mange voksne og især ældre nemlig ikke særlig syge af coronavirus.
Jeg var ikke forberedt på, at denne her første forsvarslinje også er så forskellig mellem unge og ældre
Nu ser det ud til, at forskerne har fundet ud af hvorfor.
Svaret skal findes i vores næse – og ikke mindst i de mange andre virusser og bakterier, som de små børn nærmest konstant bliver ramt af.
Celler i børns næse er hele tiden i gang
Flere studier peger nemlig nu på, at bestemte celler – kaldt epithelceller, der er en del af det medfødte immunforsvar – er mere aktive i næsen hos børn.
Det skyldes ifølge et studie offentliggjort i Journal of Experimentel Medicine den simple grund, at børnene konstant er i gang med at bekæmpe infektioner.
Hvad er epithelceller?
Epithelceller er de celler, der udgør cellelaget, som adskiller vores indre fra vores ydre. Ligesom hudcellerne gør det på huden, så udgør epitelcellerne barrieren på vores slimhinder, herunder altså også slimhinden i næsen.
Det betyder nemlig, at børnene også mere eller mindre hele tiden har et højere immunforsvar mobiliseret. Og det gør ifølge studiet, at de er mindre modtagelige over for andre infektioner, herunder coronavirus.
Det forklarer professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, til TV 2:
- Det passer godt med det billede, vi har af børn, og at de i en vis alder nærmest er snottede hele tiden. Det betyder så til gengæld også, at næste infektion ikke rigtig kan få fat i slimhinderne og blive alvorlig, fordi børnene har det her aggressive og allerede aktiverede forsvar.
Forsvaret betyder ikke, at børnene ikke bliver inficeret, men det betyder ifølge studiet, at de ikke bliver alvorligt syge.
- Og det er jo i virkeligheden den mest tydelige forskel mellem børn og voksne, når det gælder coronavirus, siger han.
Cellerne bliver mindre effektive, jo ældre man bliver
Samtidig viser et andet studie offentliggjort i Nature Microbiology i april, at de samme epithelceller i næsen hos børn kommer hurtigere i aktion end hos voksne. Altså at de hurtigere er i stand til at bekæmpe en infektion.
Studiet viser også, at cellernes effektivitet aftager, jo ældre man bliver. Og det kommer bag på Allan Randrup Thomsen.
- Jeg var ikke forberedt på, at denne her første forsvarslinje også er så forskellig mellem unge og ældre, siger han til TV 2 og henviser til, at immunforsvaret generelt svækkes jo ældre, man bliver.
Ifølge professoren er begge studier vigtige, fordi de med hans ord bidrager væsentligt til forståelsen af de tidlige faser af en luftvejsinfektion hos børn.
Men han mener også, at studierne må sætte tanker i gang, for måske – siger han – skal vi til at overveje, hvor rent vi lever.
Studier viser ulemper ved for få virusser i omløb
Ifølge Allan Randrup Thomsen viser studierne, at der også er ulemper ved at have for få infektioner i omløb, som det eksempelvis var tilfældet under nedlukningerne i kølvandet på coronapandemien.
- For børn holder derved ikke det naturlige forsvar i gang. Og det kan altså så gøre os sårbare på andre områder, siger Allan Randrup Thomsen.
Han fremhæver, at nedlukningerne ser ud til at vise, hvor stor betydning almindelig cirkulation af virusser og bakterier har i forhold til at vedligeholde immunitet over for en række specifikke luftvejsinfektioner i form af antistoffer.
Nu viser det sig så også, at de mange infektioner også har betydning for det medfødte immunforsvar – og dermed muligvis bidrage til kroppens forsvar over for fremtidige virusser.
- Små børn, der er småsyge hele tiden, er prisen. Fordelen er, at man undgår alvorlige infektioner hos børn, fordi det ifølge studierne er svært for nye virusser at slå sig ned i et større omfang, siger han.
Så i virkeligheden er det positivt, at små børn rager alt til sig?
- Til en vis grænse. Det må ikke blive for meget, men det skal omvendt heller ikke være for lidt, for så falder det her forsvar væk, siger han.