- Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at det, vi troede var stærkt usandsynligt, nu er vores virkelighed.
Sådan skriver Jakob Tage Ramlyng, der er den første dansker smittet med coronavirus, i et opslag på Facebook, hvor han også skriver:
- Jeg er patient nul.
Jakob Tage Ramlyng, der er ansat på TV 2, er lige nu i hjemmekarantæne efter at være blevet testet positiv for coronasmitte på Roskilde Sygehus.
- Min kone og jeg fik noget af et chok i nat klokken 02.15, da en læge fra infektionsmedicinsk (afdeling, red.) på Roskilde Sygehus kunne meddele, at jeg er testet positiv for coronavirus som den første i Danmark, skriver han.
Skal holde fødselsdag i karantæne
TV 2-medarbejderen opholdt sig sammen med sin familie i sidste uge på skiferie i Chiesa i Valmalenco i provinsen Sondrio i det nordlige Italien, der i flere regioner har oplevet en stigning i antallet af smittetilfælde siden weekenden.
Familien - der fløj til og fra Malpensa Lufthavn i Milano - kom hjem fra ferie mandag og efter at have oplevet symptomer som hoste og feber, blev han onsdag eftermiddag testet på sygehuset.
Natten til torsdag lød beskeden, at Jacob Tage Ramlyng var smittet, men at hans kone og ene søn - der med hoste og feber begge har haft symptomer på sygdom - ikke er smittede. Parrets anden søn har ikke udvist symptomer og er derfor endnu ikke blevet testet.
- Vi er ved godt mod, selv om vi er trætte og præget af hovedpine, ondt i halsen og hoste. Det bliver helt uvirkeligt at skulle være spærret inde i to uger, men vi prøver at få det bedste ud af det, skriver Jacob Tage Ramlyng, der fredag - i hjemmekarantæne - skal fejre sin ældste søns fødselsdag.
Var i kontakt med læge efter hjemkomst
Jakob Tage Ramlyng har efter hjemkomsten kontaktet læger og havde fået at vide, at symptomerne på influenza skulle blive behandlet som en almindelig virus. Derfor var rådet, at familien skulle gå i skole og på arbejde som normalt, hvis de følte sig raske nok til det.
Derfor tog Jakob Tage Ramlyng kortvarigt på arbejde på TV 2 onsdag, inden han få timer senere gik hjem med feber. Da familien efter omstændighederne har det godt, er den blevet sat i karantæne i eget hjem. Det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, at familien ikke har behov for sygehusbehandling.
- Sygehuset vil være i daglig kontakt med familien, og hvis de får behov for undersøgelse eller behandling på sygehus, kan de straks blive indlagt. Styrelsen for Patientsikkerhed har i nat været i kontakt med familien og aftalt, at de er i hjemmekarantæne med daglig tæt kontrol, oplyser styrelsen.
Styrelse: Gå ikke i panik
Styrelsen for Patientsikkerhed er samtidig gået i gang med at opspore personer, der kan have været i tæt kontakt med patienten, herunder medarbejdere på TV 2, der i løbet af torsdag får besøg af sundhedsmyndighederne.
Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, understreger overfor TV 2, at især danskere, der oplever symptomer på influenza, og som kommer fra lande med coronasmitte, ikke skal møde op hos lægen eller på akutafdelinger, men at man skal tage telefonisk kontakt i stedet.
- Man skal ikke gå i panik. Man skal være tryg ved, at vores sundhedsvæsen er klar - vi har ikke skruet op for beredskabet på fuld blus endnu, men det er vi klar til at gøre, hvis det bliver nødvendigt, siger Søren Brostrøm.
Sundhedsministeriet holder pressemøde om situationen klokken 8.