Han har været med, fra partiet blev stiftet, har stået på mål politikken i Folketingssalen, og nu vil Rasmus Nordqvist også stå i spidsen for Alternativet.
Derfor melder han sig nu som den første fra partiets folketingsgruppe klar til at tage over efter Uffe Elbæk, der mandag meddelte, at han stopper som politisk leder 1. februar næste år.
Jeg stiller op, fordi der i den grad er brug for et stærkt grønt politik parti, som jeg mener, Alternativet er
Det bekræfter han overfor TV 2.
- Jeg stiller op, fordi der i den grad er brug for et stærkt grønt politik parti, som jeg mener, Alternativet er, og jeg tror på, at kan skabe den næste bølge, siger han.
Tre kandidater
Nordqvist blev allerede på dagen, hvor Elbæk trak sig, opfordret af blandt andre partifællen Sikandar Siddique, som også sidder i Folketinget, til at stille op, og da Elbæk selv i forbindelse med sit farvel blev spurgt til Nordqvist bekræftede han også, at han så ham som en kompetent kandidat.
Nordqvist lod ved den lejlighed forstå, at han havde brug for lige at tænke sig om først. Det har han gjort nu, og dermed er feltet af kandidater på under et døgn gå fra nul til tre.
Tidligere torsdag har de to mindre kendte folketingskandidater Rasmus Foged og Mette Rahbek således meldt sig klar på Facebook. For at de kan stille op, kræver det dog, at partiets medlemmer 13. januar stemmer vedtægtændringer igennem, der gør det muligt for andre end personer fra folketingsgruppen at være politisk leder.
Vil ikke være statsminister
Rasmus Nordqvist er i dag politisk ordfører for Alternativet. Han har siddet i Folketinget for partiet, siden det første gang blev stemt ind den 18. juni 2015 og har siden da sammen med Uffe Elbæk været blandt partiets mest fremtrædende medlemmer. Han har været med til at udpege partiets politiske retning, men det betyder ikke, at alt bare kommer til at køre videre, som det plejer, hvis han bliver valgt som ny politisk leder.
Eksempelvis vil Alternativet ikke længere stille med sin egen statsministerkandidat, sådan som det var tilfældet ved det seneste folketingsvalg.
- Det var den helt rigtige beslutning, vi traf dengang, men vi er et andet sted nu. Vi har opbygget en god og tæt relation til den nye regering og dens støttepartier, og den skal vi dyrke. For mig er det vigtigt, at vi hele tiden vurderer, hvordan vi står bedst, siger Rasmus Nordqvist.
Vil skrue op for det grønne
Vi står over for at skulle lave en samfundsforandring for at håndtere klimakrisen og skabe et bedre samfund
Politisk har klimaet og den grønne omstilling fra dag ét været den absolutte mærkesag, men hvis Nordqvist får lov at bestemme, bliver der skruet endnu mere op for de grønne ambitioner:
- Vi står over for at skulle lave en samfundsforandring for at håndtere klimakrisen og skabe et bedre samfund, så det kommer til at stå endnu mere forrest for mig. Vi er nødt til at handle. Hvorfor der for eksempel ikke kommet en klimaafgift på fly eller kød endnu? Det er nogle af de ting, jeg vil kæmpe for, siger han.
Om det bliver Nordqvist eller en anden kandidat, der får lov at overtage ledelsen i Alternativet bliver afgjort på et ekstraordinært landsmøde den 1. februar i København.