Alternativet peger på sig selv efter turbulent første valgperiode

Analyse. De kom imod manges forventninger ind med et brag.

Ni mandater fik Alternativet (AL) ved partiets første folketingsvalg i 2015. Eller sagt på en anden måde: Ét mandat mere end Radikale Venstre, to mere end SF og tre mere end Konservative. Det nye parti gav de gamle baghjul.

I Sjællands Storkreds kom Rasmus Nordqvist ind - noget som han måske selv laver om på ved dette valg ved at stille op til Europa-Parlamentet. Det vender vi tilbage til.

Valgresultatet sikrede, at Alternativet blev Folketingets sjette største parti og det tredjestørste i oppositionen, kun overgået af Enhedslisten og Socialdemokratiet.

- Hvor er det crazy, det her, som partiets leder, Uffe Elbæk, udtrykte det over for pressen midt i sejrsrusen.

Tre år senere blev det efter nogens mening atter ’crazy’, da Elbæk præsenterede sig selv som statsministerkandidat og kastede Alternativets mandater ud af ligningen i rød blok. Det vender vi også tilbage til. Først skal vi kigge på opløbet til dette valg.

Fremgang og nye poster

Folketingets yngste parti fyldte fem år i november sidste år. Da den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk præsenterede sit parti, lovede han, at det ville markere starten på en ny politisk kultur på Christiansborg.

- Der er et alternativ, som han sagde uden i øvrigt at blive alt for klar i mælet om, hvad partiet ville udover en grøn linje.

- Ved folketingsvalget i 2015 stod det klart, at mange flere, end de fleste havde forventet, var klar til at give dette alternativ en chance, selvom det måske ikke stod helt klart, hvad dette alternativ var, som partiet selv skriver på sin hjemmeside i dag.

Artiklen fortsætter under billedet.

I februar 2015 havde partiet indsamlet de krævede 20.000 vælgererklæringer og var opstillingsberettiget. Derpå fulgte det ’crazy’ valgresultat og et 2016, der viste, at Alternativet havde vind i sejlene.

2017 markerede kommunal- og regionsvalgår, og AL havde atter luft i de grønne sejl. 2,9 procent af stemmerne på landsplan betød, at partiet fik seks pladser i Københavns borgerrepræsentation og en borgmesterpost til partiets spidskandidat Nico Grünfeld – og derudover 20 pladser i byråd ud over landet, tre pladser i regionsråd og borgmesterposten på Fanø. Ikke dårligt for et nyt parti.

Rød blok slår revner  

Men samtidig begyndte sammenholdet i rød blok at vakle.

I maj 2018 holdt Folketinget sin traditionsrige afslutningsdebat - en debat, hvor partierne har for vane at sende et forslag til godkendelse, der udstikker en overordnet retning for dansk politik.

Typisk enes regeringen og dens eventuelle støttepartier om ét forslag, imens oppositionen samles om et andet. Men ved afslutningsdebatten i 2018 skiltes rød bloks veje: S, SF og EL afsendte ét forslag, imens Alternativet og Radikale Venstre afsendte et andet. De fem oppositionspartier kunne simpelthen ikke blive enige.

Begge forslag opfordrede regeringen til at anlægge en mere grøn klimapolitik og bekæmpe fattigdom, men AL’s og R’s forslag adskilte sig ved at kritisere regeringens udlændingepolitik, herunder det tildækningsforbud, som Socialdemokratiet støttede.

"Vi peger på os selv"

Afslutningsdebatten varslede, at noget var på vej.  Og lavinen rullede fra det øjeblik, hvor Mette Frederiksen meldte ud, at S stillede til næste valg med en ambition om en et-parti-regering og altså ikke sammen med samarbejdspartneren gennem 25 år, Radikale Venstre.

Det var måske ikke en overraskelse, eftersom S igennem valgperioden har stemt for en strammere udlændingepolitik i modsætning til R. Men det skabte nok splid til, at Radikales formand, Morten Østergaard, meldte ud, at R kun vil støtte Frederiksen som statsminister, hvis hun garanterer, at DF ikke får afgørende indflydelse på udlændingepolitikken i en rød regering.

Alternativet kom på banen kort efter. I slutningen af juni gik Uffe Elbæk ud og meddelte, at Alternativet nu havde ham som statsministerkandidat, og at hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke skulle regne med partiets mandater.

- Der er ingen af de to nuværende partier, som stiller med en statsministerkandidat, der kan tælle vores stemmer ind i deres ligning. Vi peger på os selv, sagde Elbæk.

En grøn politik med helt nye ministerier

Hermed når vi til politikken. For hvad er egentlig Alternativets linje? Den har partiet beskrevet i en vision for ’Det næste Danmark’, som de kalder det.

Ja, klimaet fylder i hvert fald meget.

- Sidst var vi det nye parti - denne gang går vi efter magten for at forandre magten. Jorden kalder - og vi hører den klart og tydeligt, som Uffe Elbæk skrev i sit julenyhedsbrev.

Når det gælder miljøet, ønsker partiet sig desuden fire forskellige ministre, der skal arbejde i et fælles ministerium for grøn omstilling.

I det hele taget vil Alternativet gøre op med Christiansborgs nuværende struktur og arbejde for at få 15 ministerier med i alt 22 ministre. Ministerierne skal have navne som Ministeriet for God Fordeling, Ministeriet for Mennesker på Flugt og Nye Danskere, Ministeriet for Bæredygtig Økonomi, Ministeriet for Livslang Nysgerrighed og Ministeriet for Social Retfærdighed.

Derudover går partiet efter et samfund, hvor der ikke er test i folkeskolen, og hvor der delvist bliver gjort op med den private ejendomsret. Og så vil Alternativet have, at Danmark tager 2.000 kvoteflygtninge om året.

Nordqvist er sikker – men måske på vej væk

Lad os lige kaste et blik på kandidaterne på opstillingslisten, inden vi runder denne fortælling om Alternativet af.

Spidskandidaten i Sjællands Storkreds hedder som sagt Rasmus Nordqvist og regnes for at være det sikre mandat. Han er Alternativets politiske ordfører, men også kandidat til det forestående EU-valg. Nordqvist har selv sagt, at hvis han bliver valgt til EU i maj, vil han overlade sit folketingsmandat til den næste på listen.

Den næste på listen er Sascha Faxe. Nordqvist blev valgt som kredsens spidskandidat, men ved partiets årsmøde blev det besluttet, at der skal være to spidskandidater i hver storkreds - en af hvert køn. Sascha Faxe var i 2016 og 2017 politikudviklingschef hos Alternativet og kender altså partiets holdninger helt ind til benet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foruden de to i spidsen står ni andre på opstillingslisten i Sjællands Storkreds: Kristian Gylling fra Roskilde, Peter Kjær Hansen fra Køge, Anne Grete Kamilles fra Tappernøje, Carsten Bering fra Næstved, Claus Jansson fra Greve, Joan Gerti Kragh fra Guldborgsund, Lars Birger Nielsen fra Rude i Slagelse Kommune, Kirsten Koch fra Rødvig på Stevns og Ulla Munksgaard fra Nysted på Lolland.

Har dyrt kontor og flyrejser kostet? 

Men hvor efterlader alt det her så Alternativet op til det forestående valg?

Hverken de andre partier eller Elbæk selv tror formentligt på, at AL får statsministerposten. Men Alternativet kan meget vel blive tungen på vægtskålen. For et eller andet sted skal mandaterne jo lægges. Og selvom rød blok i starten af 2019 fortsat fører i meningsmålingerne, kan det blive et tæt ræs.

Dertil kommer vælgernes dom. Det grønne parti har været i stormvejr henover efteråret, blandt andet med fritids- og kulturborgmesteren i København, Nico Grünfeld, som trak sig efter en sag om et CV med forkerte oplysninger og en kontorindretning på rådhuset til 130.000 kroner. Derudover har Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, været i stormvejr, fordi hun de seneste tre år har rejst meget med fly.

Begge sager rejste en heftig debat, fordi Alternativet gør meget ud af at tale om bæredygtighed og har grøn som både erklæret mål og partifarve. Var det bæredygtigt at indrette så dyrt et kontor og flyve så meget?

Men hvor meget det vil fylde i en valgkamp, må tiden vise.