I 11 måneder arbejdede italienske Michele Quitadamo på byggeriet af den nye Storstrømsbro.
Jeg er langt væk hjemmefra, og jeg giver afkald på meget, og så går det op for mig, at jeg bliver bestjålet på mit arbejde
Han var knap blevet ansat, før han begyndte at ane uråd.
- Det gik op for mig, da jeg begyndte at spørge, om jeg kunne få mine lønsedler, og så var svaret, ja, ja du skal nok få dem, men jeg fik aldrig mine lønsedler, og så tænkte jeg, at der var noget skummelt ved det, siger Michele Quitadamo.
Han er en af 160 italienske og rumænske brobyggere, der i perioden 2021-2023 systematisk har fået for lidt i løn for deres arbejde på storstrømsbyggeriet.
- Det er klart, at det tog jeg ikke særligt godt, jeg er langt væk hjemmefra, og jeg giver afkald på meget, og så går det op for mig, at jeg bliver bestjålet på mit arbejde, siger han.
Det drejer sig om mindst 10 millioner kroner, som arbejderne er blevet underbetalt for på byggeriet af Storstrømsbroen. Det har Voldgiftsnævnet afgjort.
Det skriver fagforeningen 3F i en pressemeddelelse.
Har svindlet med timesedler
Underbetalingen er blandt andet foregået ved, at den danske virksomhed PK & ECD, der har italienske ejere, har svindlet med timesedler ved at få arbejderne til at underskrive sedlerne uden indhold.
Timesedlerne stemte ikke overens med de antal timer, de ansatte selv mente, de havde arbejdet, og ved at sammenligne timesedlerne med, hvornår de ansatte var tjekket ind og ud fra byggepladsen, har 3F kunnet bevise, at de ansatte har arbejdet flere timer, end de har fået løn.
- Det er absurd, at vores skattekroner går til, at udenlandske kolleger udnyttes på det groveste på offentlige byggerier, udtaler konsulent Michael Severinsen, som har ført sagen på vegne af 3F’s Byggegruppe.
Udover fusk med timesedler er der eksempler på to sæt lønsedler for samme medarbejder for samme periode med forskelligt antal timer, fremgår det af pressemeddelelsen.
Millioner skal betales tilbage
Fagforeningen 3F har netop vundet en sag om lønsnyd på byggeriet af den nye Storstrømsbro, så nu skal de omkring 10 millioner kroner betales tilbage til arbejderne.
Det har voldgiftsretten fastslået i det, der bliver kaldt en af Danmarks største sager om underbetaling.
Regningen lander hos virksomheden PK & ECD, der er underentreprenør til hovedentreprenøren Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) på byggeriet af Storstrømsbroen.
Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med underentreprenøren, og hovedentreprenøren SBJV har heller ikke ønsket at stille op til interview, men skriver til TV2 ØST at de stiller krav til deres underentreprenører om at følge danske regler og forskrifter.
Ikke første møgsag
Det er ikke første gang, at byggeriet af Storstrømsbroen er i modvind for dårlige løn- og arbejdsforhold. Og ifølge 3F er der mere på vej.
- Vi formår jo kun at afdække toppen af isbjerget, fordi virksomhederne gør alt, hvad de kan, for at skjule, hvordan de i virkeligheden behandler vores udenlandske kolleger, der af frygt for fyring og repressalier sjældent tør stå frem, lyder det fra Michael Severinsen.
Får flere tusinde kroner i erstatning
Med afgørelsen i voldgiftsretten om tilbagebetaling kan Michele Quitadamo nu se frem til en erstatning på 135.000 kroner.
- Jeg er glad, fordi vi har fået det, vi havde krav på, siger han.
Han arbejder nu på en byggeplads I den italienske by Pisa, og trods sagen vil han gerne arbejde i Danmark igen, men det bliver ikke på byggeriet af den nye Storstrømsbro.
- Jeg kommer hellere end gerne tilbage til Danmark og arbejder, bare det ikke er for et italiensk firma, siger han.
Michele Quitadamo blev underbetalt i alle de 11 måneder, han arbejdede på byggeriet.