En stigende del af byggearbejderne kommer nu fra lande som Indien, Thailand, Etiopien og Pakistan.
Det viser nye tal fra SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration), som TV2 ØST har fået aktindsigt i.
I 2021 var der kun fire medarbejdere i SBJV, der er hovedentreprenør på byggeriet, der kom fra ikke EU-lande, mens der i 2023 var 311 medarbejdere.
Mangel på arbejdskraft
Hovedentreprenøren på byggeriet SBJV har ikke ønsket at stille op til interview. Men ifølge Dansk Industri skyldes stigningen mangel på arbejdskraft.
- Ledigheden i Danmark er historisk lav, så det er jo ikke sådan, at virksomhederne ikke prøver at finde arbejdskraften lokalt, men de har også akut brug for arbejdskraft, og derfor søger de den også i Europa og uden for Europa, siger Søren Høfler, der er chefkonsulent i Dansk Industri.
Dansk Industri peger samtidig på, at der generelt er et stigende antal arbejdere fra ikke EU-lande på det danske arbejdsmarked.
Men ifølge 3F burde et statsligt finansieret byggeri i højere grad prioritere lokal arbejdskraft.
- De kvalifikationer, man efterspørger til sådan et projekt, bør man kunne finde inden for EU, og hvis ikke, man kan finde dem alle sammen i Danmark, så er der jo altså et tocifret millionantal arbejdsløse i EU, som man sagtens ville kunne tilbyde de her jobs, siger Michael Severinsen, der er en del byggegruppen i 3F.
Byggeri ramt af skandalesager
Byggeriet af den nye Storstrømsbro er blevet ramt af flere skandaler om farligt arbejdsmiljø, forsinkelser, og fordyrelser.
Senest er der faldet afgørelse i en af de største sager om underbetaling i Danmark, da en underentreprenør på byggeriet blev dømt til at betale omkring 10 millioner kroner til 160 arbejdere, der havde fået for lidt i løn.
Nu frygter fagforbundet 3F, at brugen af arbejdere fra ikke EU-lande kan føre til lignende sager.
- Det, vi kan være lidt nervøse for, er, at man gerne vil have nogle folk, hvis kvalifikation er, at de er uvidende omkring reglerne i Danmark og EU, og dermed accepterer ringere vilkår, end vi ønsker i vores lille Danmark - og i vores Europa, siger Michael Severinsen.
Men i følge Dansk Industri er der ikke grund til bekymring.
- Vi har en tiltro til, at vores fagretslige systemer og vores arbejdsmarked tager hånd om og laver de stikprøvekontroller, der skal til, sådan så vi løbende også sikrer, at lønnen selvfølgelig også er korrekt, fastslår Søren Høfler.
Det er planen, at den nye Storstrømsbro skal åbne for biltrafik i 2025 og for togtrafik i 2027.