Onsdag henvendte to borgere sig fra Præstø og én fra Høve sig til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I Præstø havde en borger opdaget, at der var blevet stillet en udrangeret campingvogn på en rasteplads på Præstø Overdrev.
Campingvognen var fyldt med asbestplader, og der lå også asbestplader rundt omkring uden for vognen.
Ved Neblevej var en anden borger faldet over nogle affaldssække inde i et skovstykke.
I Høve fandt en tredje borger affald, der var blevet smidt to steder. Her lå der lysstofrør, glasstumper og en gammel vaskemaskine på vejen.
- Kan vi ikke blive enige om, at det er noget svineri? Det går ud over miljøet i naturen. Vores miljø, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et opslag på Facebook.
Politiet går nu affaldet efter for spor af forurenerne, der risikerer en sigtelse for overtrædelse af enten naturbeskyttelsesloven eller miljøbeskyttelsesloven.
- Der er så gode muligheder for at komme af med affald på kommunernes genbrugspladser – og det gælder også farligt affald – så der er ingen undskyldning, afslutter politiet.