Børnehave lukker med øjeblikkelig virkning

Kalvehave Børnehus lukkes akut på grund af dårligt indeklima og bekymring om luftgener. Forældre står tilbage i vildrede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dårligt indeklima og luftgener betyder, at Kalvehave Børnehus på Sydsjælland lukker med omgående virkning.

Den besked tikkede tirsdag aften ind på Cecilie Juhlins Aula, der har to børn i børnehaven.

quote Vi var rystede

Cecilie Juhlin, forælder til to børn i Kalvehave Børnehus

I beskeden stod der, at Vordingborg Kommune den seneste tid har haft fokus på indeklimaet i børnehaven, hvor målinger nu viser, at der kan være luftgener for børn og voksne.

Samtidigt bruger børnehaven et lokale, som ikke kan godkendes af brandmyndighederne.

Derfor skal børnene nu flyttes på ubestemt tid.

- Vi var rystede. Man kunne have indkaldt os til møde, men vi får bare en besked, siger Cecilie Juhlin fra Kalvehave.

Frygter skimmelsvamp

Hvilke luftgener, der er tale om, fremgår ikke af den information, som forældrene har fået.

Det bekymrer Cecilie Juhlin, der frygter, at hendes børn har været udsat for skimmelsvamp.

- Jeg bliver vred over, at man ikke fortæller forældrene det, så vi kan være opmærksomme på, hvis vores børn bliver syge, siger hun.

Cecilie Juhlin er forælder til to børn i Kalvehave Børnehus og frygter for deres helbred.
Cecilie Juhlin er forælder til to børn i Kalvehave Børnehus og frygter for deres helbred. Foto: Jakob Andersen - Clearsky Astrofoto

Cecilie Juhlin oplyser desuden, at hun har haft samtaler med pædagoger, som beretter som hyppig hovedpine.

Daniel Rømer, der er medlem af forældrebestyrelsen i vuggestuen, undrer sig også over den sparsomme information. 

quote Vi burde være blevet informeret

Daniel Rømer, medlem af forældrebestyrelsen

- Jeg blev ramt af, at det godt nok var hurtigt og med kort varsel, siger han.

Forældrene har længe forsøgt at gøre opmærksom på indeklimaet, derfor glæder Daniel Rømer sig over, at der nu bliver handlet.

Hvad er skimmelsvamp?

  • Skimmelsvamp er bittesmå svampe, der vokser på jord- og plantedele i naturen.

  • Skimmelsvamp kræver tre ting for at kunne vokse: Varme, organisk materiale og fugt. Derfor kan skimmelsvampe vokse i stort set alle huse, når blot der er fugtigt.

  • Skimmelsvampe kan frigive sporer og stofskifteprodukter til luften indenfor.

  • Når man opholder sig i vandskadede og fugtramte boliger, kan man få irritation af luftvejene, hovedpine og uoplagthed samt forværring af astma.

  • Man kan også få allergi som følge af massiv udsættelse for skimmelsvampe i boligen, men det er sjældent.

  • Skimmelsvampe er helt uskadelige for konstruktionerne i din bolig.

    Kilde: Sundhed.dk og Bolius.dk.

Men han er uforstående overfor, hvorfor bestyrelsen ikke er blevet orienteret.

- Som bestyrelsesmedlem føles det som om, vi bliver holdt udenfor, siger Daniel Rømer og tilføjer:

- Vi burde være blevet informeret om bevæggrundene for den her beslutning, der skulle gå meget hurtigt.

Har problemer med ventilationsanlæg

Om der er tale om farlig skimmel, kan Charlotte Grummesgaard Nielsen, der er chef for Dagtilbud og Skoler i Vordingborg kommune, endnu ikke oplyse.

- Der er en mistanke om, at der er noget dernede, som ikke er, som det skal være, siger hun og oplyser, at flere har berettet om ubehag og hovedpine efter at have opholdt sig i lokalerne.

quote Vi har valgt, at vi flytter så akut hurtigt, som vi kan

Charlotte Grummesgaard Nielsen, chef for Dagtilbud og Skoler i Vordingborg kommune

- Der er foretaget en rapport, som viser, at der er noget i luften dernede. Børnehaven er bygget op til en jordvold, hvilket vil sige, at der er meget fugtighed. Men om det er skimmel eller hvad, det kan være, tør jeg ikke sige, siger Charlotte Grummesgaard Nielsen.

Hun fortæller desuden, at der især har været problemer med et ventilationsanlæg, og kommunen for en sikkerheds skyld har valgt at flytte børn og personale fra lokalerne.

- Netop fordi det er luftgener, skal det ikke i nogens luftsveje. Vi har valgt, at vi flytter så akut hurtigt, som vi kan, og så får vi fagfolk til at undersøge tingene derefter, siger hun.

Det er på nuværende tidspunkt usikker, hvornår børnene kommer tilbage til Kalvehave Børnehus.
Det er på nuværende tidspunkt usikker, hvornår børnene kommer tilbage til Kalvehave Børnehus. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Om der er mistanke om skimmel, kan centerchefen ikke afvise:

- Jeg er simpelthen ikke ekspert på det, men det er der vel altid, når en bygning, har en vis alder.

Det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt for TV2 ØST at få indsigt i rapporten.

Tilbyder børnehaveplads 15 kilometer væk

I Kalvehave Børnehus er der også børn med specielle behov. Disse børn er allerede blevet flyttet op på skolen, som ligger i samme bygning oven på børnehaven.

Resten af børnene er blevet tilbudt en plads i daginstitutionen Tusindfryd i Præstø, som ligger lidt over 15 kilometer fra Kalvehave.

Selve undersøgelserne af børnehaven begynder i den kommende uge.

Gode råd til at undgå skimmelsvamp

Skimmelsvamp opstår typisk, hvis boligen er fugtig. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvor fugten kommer fra. Det kan være et utæt tag, utætte vinduer eller revner i facaden eller dårligt afløb eller dræn omkring huset.

Her er gode råd til adfærd, der mindsker fugt i boligen:

  • Luft ud - især i badeværelse, køkken og soveværelser. Sørg for at skabe gennemtræk, når du lufter ud.

  • Tænd emhætten, når du laver mad. Start gerne 5 minutter før, og lad den køre i 5 minutter efter at du har taget maden af blusset.

  • Luk døren til badeværelset, når du er i bad. Tænd for ventilatoren, hvis du har en. Eller åbn vinduet.

  • Hæng ikke tøj til tørre i boligen.

  • Lad være med at lukke udeluftventiler i vinduer og ydervægge til.

  • Luft ekstra meget ud, når fyringssæsonen starter.

Kilde: Sundhed.dk og Bolius.dk.

Skolen, der ligger ovenpå børnehaven, er tidligere blevet undersøgt for tilsvarende tilstande. Men der har ifølge Charlotte Grummesgaard Nielsen ikke været nogen indikationer på problemer.

- Intet tyder på det. Men når de tekniske folk undersøger børnehaven, og ser, at der er noget, der giver anledning til bekymring, vil vi naturligvis kigge på, om noget har spredt sig, siger hun.

Luftede mere ud for at slippe af med fugtighed

Cecilie Juhlin nåede at få nogle af de sidste pladser til sine to børn i Børnehuset Elnasminde, der ligger tæt på Kalvehave Børnehus.

Hun er fortsat frustreret over, at forældrene ikke har fået mere detaljeret information angående de luftgener, som indeklimaet i børnehuset kan give.

- Jeg bliver fortvivlet. Hvorfor er der ikke nogen, der fortæller noget? spørger hun.

Ifølge centerchefen har kommunen ageret så hurtigt, de kunne, men har først forsøgt at komme problemerne med fugtighed til livs selv ved blandt andet at lufte mere ud.

Sådan kan tegn på skimmelsvamp se ud.
Sådan kan tegn på skimmelsvamp se ud. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

- Jeg kan godt forstå, at man undrer sig over, at vi ikke siger, hvad det er. 

- Men vi mangler noget helt specifik viden om det, og der er heller ikke nogen grund til at skræmme nogen, hvis det viser sig ikke at være farligt, siger Charlotte Grummesgaard Nielsen.

Læs også
Det våde vejr giver flere tilfælde af skimmelsvamp - især én myte driller husejerne
Læs også
Det våde vejr giver flere tilfælde af skimmelsvamp - især én myte driller husejerne

Det er på nuværende tidspunkt usikkert, hvornår børnene kommer tilbage til Kalvehave Børnehus.

- Når de nye målinger er på plads, lægger vi en plan sammen med vores byggetekniske afdeling og arbejdsmiljøafdeling. Men det er klart, at hvis der skal laves flere forandringer tager det noget tid, siger Charlotte Grummesgaard Nielsen.

I alt bliver 30 børn påvirket af flytningen.


Nyhedsoverblik