Det våde vejr giver flere tilfælde af skimmelsvamp - især én myte driller husejerne

Forsikringsselskab oplever, at den ene rekord efter den anden bliver slået, når det kommer til skader relateret til vejret og vand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det har været et usædvanligt vådt år.

Faktisk har de seneste 12 måneder været de vådeste i al den tid, DMI har registreret det.

Og for husejere kan det våde vejr give mørke skjolder og sorte pletter på væggene for de uheldige, der bliver ramt af skimmelsvamp.

Ifølge Videnscenteret Bolius er der sket en stigning i antallet af tilfælde af skimmelsvamp i danske boliger.

Og det er en direkte konsekvens af det våde vejr, fortæller Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videnscenteret Bolius til TV 2.

- Vi har bare fugt alle steder, siger han.

Tue Patursson, fagekspert i Videnscenteret Bolius.
Tue Patursson, fagekspert i Videnscenteret Bolius. Foto: TV 2

Og skimmelsvamp er altså en meget ubuden gæst i boligen, da den kan være både sundhedsskadelig og dyr at få bugt med.

Hvad er skimmelsvamp?

  • Skimmelsvamp er bittesmå svampe, der vokser på jord- og plantedele i naturen.

  • Skimmelsvamp kræver tre ting for at kunne vokse: Varme, organisk materiale og fugt. Derfor kan skimmelsvampe vokse i stort set alle huse, når blot der er fugtigt.

  • Skimmelsvampe kan frigive sporer og stofskifteprodukter til luften indenfor.

  • Når man opholder sig i vandskadede og fugtramte boliger, kan man få irritation af luftvejene, hovedpine og uoplagthed samt forværring af astma.

  • Man kan også få allergi som følge af massiv udsættelse for skimmelsvampe i boligen, men det er sjældent.

  • Skimmelsvampe er helt uskadelige for konstruktionerne i din bolig.
    Kilde: Sundhed.dk og Bolius.dk

En myte driller husejerne

Skimmelsvamp trives særligt godt i fugtige omgivelser, og derfor har det regnfulde forår og den våde sommer givet gode betingelser for, at skimmelsvampe kan vokse frem.

Det skyldes både, at flere husejere har oplevet vandskader på grund af skybrud, men også at vejret generelt er fugtigt, og boligerne har svært ved at komme af med fugten.

- Konstruktionerne når ikke at tørre helt, og vi har en høj luftfugtighed, siger Tue Patursson.

Men husejerne er ikke helt forsvarsløse, for de mange tilfælde af skimmelsvamp kan også skyldes folks adfærd i deres hjem.

20191208-112131-3-7360x4912ma
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Der er især én myte, der driller husejerne, fortæller Tue Patursson.

Danskerne har nemlig været omhyggelige med at lære at skrue ned for varmen – også i deres kældre.

Men om sommeren har kælderen faktisk brug for at blive varmet op, fordi en kold kælder og fugtigt sommervejr kan skabe kondens i kælderen.

- Når der bliver skabt kondens i en kælder, er det næsten lig med skimmelsvamp, siger Tue Patursson.

Derfor anbefaler Videnscenteret Bolius, at man sørger for at have varme på i kælderen, så der er 18-20 grader.

Forebyggelse

De bedste råd til at undgå skimmelsvamp handler om forebyggelse og gode vaner.

Det handler blandt andet om at sikre boligen og holde nogle gode vaner, der ikke tilføjer mere fugt til boligen.

Gode råd til at undgå skimmelsvamp

Skimmelsvamp opstår typisk, hvis boligen er fugtig. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvor fugten kommer fra. Det kan være et utæt tag, utætte vinduer eller revner i facaden eller dårligt afløb eller dræn omkring huset.

Her er gode råd til adfærd, der mindsker fugt i boligen:

  • Luft ud - især i badeværelse, køkken og soveværelser. Sørg for at skabe gennemtræk, når du lufter ud.

  • Tænd emhætten, når du laver mad. Start gerne 5 minutter før, og lad den køre i 5 min, efter at du har taget maden af blusset.

  • Luk døren til badeværelset, når du er i bad. Tænd for ventilatoren, hvis du har en. Eller åbn vinduet.

  • Hæng ikke tøj til tørre i boligen.

  • Lad være med at lukke udeluftventiler i vinduer og ydervægge til.

  • Luft ekstra meget ud, når fyringssæsonen starter.

Men hvis uheldet er ude, og svampen har fundet vej til fundamentet, er det vigtigste at finde årsagen til skimmelsvampen, inden man begynder med selve svampebekæmpelsen, lyder det fra Tue Patursson.

Når man har fundet og afværget årsagen til skimmelsvampen, kan man begynde at få den renset væk, og til det findes der svampedræbende rengøringsmidler.

Vandskader slår rekord efter rekord

Også hos forsikringsselskabet Topdanmark kan det ekstremt våde vejr mærkes.

Topdanmark har ikke tal på anmeldelser om skimmelsvampsskader, men antallet af vandskader er eksploderet.

Læs også
Akutpakke på vej til nedslidte kaserner
Læs også
Akutpakke på vej til nedslidte kaserner

I første kvartal af 2024 fik Topdanmark dobbelt så mange skadesanmeldelser relateret til skybrud og kraftig regn sammenlignet med første kvartal året før.

- Det er blevet værre og værre, kan man roligt sige. Vi slår den ene rekord efter den anden. Sidste år var der en ny rekord hver måned omkring vejret og antallet af vejrskader, siger Helene Ibsen, der er boligchef i Topdanmark.

Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark.
Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark. Foto: TV2

Topdanmark forventer kun, at udviklingen med det våde vejr og det stigende antal vandskader fortsætter, og forsikringsselskabet har derfor oprettet en helt ny afdeling til at håndtere anmeldelserne om vejrskader.

Forsikringen dækker ikke altid

Men inden man sætter sin lid til, at forsikringsselskaberne holder hånden over en, hvis man får konstateret skimmelsvamp, skal man måske lige tjekke op på policen.

For som udgangspunkt dækker forsikringen ikke skader med skimmelsvamp, hvis skimmelsvampen er opstået, fordi man eksempelvis har tørret tøj indenfor, ikke har luftet ud eller ikke har varmet tilstrækkeligt op.

- Den del står man selv for. Det kan man desværre ikke forsikre sig imod, siger Helene Ibsen.

Læs også
Blokke fra tidligere ghetto revet ned
Læs også
Blokke fra tidligere ghetto revet ned

Skader med skimmelsvamp kan dog blive udbedret, hvis det skyldes en skade relateret til vejret, lyder det.

- Det kan være man har fået kloakvand op gennem kældergulvet eller vand gennem et utæt tag, og der er skimmelafrensning en helt naturlig del af den udbedring, hvis det har medført skimmel, siger Helene Ibsen.

Hun mener, at husejere ”er stillet vældig godt” og ikke behøver at være så nervøse, hvis de får vand ind i boligen eller konstaterer skimmelsvamp i boligen.



Nyhedsoverblik