Nyhedsoverblik

Bus med elever i brand

En bus er gået i brand på Øster Egesborgvej i Mern syd for Præstø.

Fredag morgen kørte en bus på sin sædvanlige rute, da chaufføren pludselig opdager, at den taber diesel. Derfor holder han ind til siden, hvor bussen efterfølgende går i brand. 

Sådan så det ud, da beredskabet var på stedet for at slukke branden.
Sådan så det ud, da beredskabet var på stedet for at slukke branden. Foto: Per Rasmussen

Det oplyser indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Jon Hansen, på stedet til en fotograf for TV2 ØST.

Midt- og Sydsjællands Brand og Redning fik meldingen om branden klokken 07.22, og beredskabet forlod stedet kort efter klokken 9.

Ifølge indsatslederen var kilden til branden muligvis brændstofsystemet på bussen. 

Bussen er nu slukket, men den er stadig på stedet, og det er Vikingbus, der ejer bussen, som nu er forpligtet til at fjerne den.

Derudover ligger der brandstof fra bussen på jorden, som efterfølgende også skal fjernes.

Der var tre gymnasieelever om bord, som chaufføren nåede at få ud, inden branden gik i gang, så der er ingen tilskadekomne.