Stine Kitt Jørgensens drabsmand var før drabet allerede blevet vurderet farlig af psykiatere, og han havde også en voldsdom.
Alligevel lykkedes det ham at være alene med den 39-årige kvinde i Oringe Psykiatriske Hospitals lukkede rygegård den 27. februar sidste år, hvor han kvalte og dræbte hende.
Hans Henrik Ockelmann er overlæge i retspsykiatrien ved Region Hovedstaden, og for ham er der ét faktum, som der aldrig kan rokkes på:
- Det er et objektivt svigt, at hun ender med at dø, konkluderer han.
Observandens ekstreme aggressive og sadistiske fantasier, er grundlag for bekymring for fremtidig voldelig kriminalitet
- Har du hørt om, at nogen er blevet dræbt på en lukket afdeling i Danmark?
- Jeg har ikke hørt om det udover denne her sag, siger han.
Indtil nu er det stadig usikkert, hvordan en patient kunne blive dræbt på en lukket afdeling af en anden patient, mens de var tvangsindlagt og i myndighedernes varetægt.
Var vurderet sindssyg, sadistisk og aggressiv
Den 20-årige drabsmand var allerede kendt i psykiatrien og på kant med loven. Kun ni måneder inden drabet blev han mentalvurderet i forbindelse med en anden sag, hvor han den 25. maj 2020 modtog en behandlingsdom for vold mod en 18 årig kvinde.
I domsudskriften, som TV2 ØST har fået aktindsigt i, er der et uddrag fra mandens mentalerklæring. Her står der blandt andet om manden:
"Ved en samlet vurdering findes observanden herefter sindssyg."
"Det findes videre, at der med baggrund i en samlet vurdering, herunder observandens ekstreme aggressive og sadistiske fantasier, er grundlag for bekymring for fremtidig voldelig kriminalitet."
Vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær, slår fast, at det er kutyme, at de almenpsykiatriske afdelinger har adgang til patienters tidligere mentalerklæringer og eventuelle domme:
- Man kender fra ledelsens side på afdelingen baggrunden for hans dom og hans mentalerklæring.
- Og det gjorde man også, da man tog ham ind dér?
- Ja, fortæller vicedirektøren.
Han har henvendt sig med henblik på at få hjælp. I det store billede lyder det ikke som om, det er det, han har fået.
- Har man vurderet ham korrekt, når man lader ham være alene med de andre patienter, når man kender til de her oplysninger?
- Det kan jeg ikke svare på i den konkrete sag, fordi der pågår en undersøgelse i politiet og ved Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Men generelt - når man har en patient, hvor man siger, at der er fare for fremtidig alvorlig kriminalitet, hvad tænker du så er det rigtige at gøre med sådan en patient?
- Så tænker jeg, det vil være vigtigt, at der er lavet en ordentlig visitation i forhold til, hvad der skal gøres, konkluderer Søren Bredkjær fra Psykiatrien i Region Sjælland.
Ny sikkerhed kunne have fået betydning for drabsmandens placering
Netop visitationen har Psykiatrien i Region Sjælland lavet om på. Efter drabet har de indført et nyt såkaldt screeningsværktøj til vurdering af risikoen for patienters farlighed, når de skal indlægges på Oringe Psykiatriske Hospitals lukkede afdeling.
Værktøjet er udviklet i Norge og går under navnet VRISK10. Herfra forsøger Psykiatrien at vurdere patienternes risiko for farlighed ud fra ti forskellige faktorer.
- Med de oplysninger, du lægger frem dér, så ville en ny vurdering af manden i dag nok have gjort, hvis man havde været knivskarp på det, at han skulle være i almenpsykiatrien med tættere observation eller i retspsykiatrien, indrømmer Søren Bredkjær.
I dag er gerningsmanden dømt til anbringelse på ubestemt tid for drabet på Stine Kitt Jørgensen.
Eksisterende patienter skubbes over i almenpsykiatrien
Ifølge overlæge Hans Henrik Ockelmann fra Region Hovedstaden er der markant forskel på almenpsykiatrien og retspsykiatrien.
- Dét, der er i fokus, er, at vi er vidende om patienternes særlige, adfærdsmæssige udfordringer i forbindelse med deres sindslidelser. Vi forsøger at være rustet til at kunne imødegå, hvad der måtte være, og det er særligt håndteringen af farlighed, forklarer han.
I de seneste fire år har der været stort set fuld belægning på retspsykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor Region Sjælland på nuværende tidspunkt har halvtreds pladser.
Efter drabet har Psykiatrien oprettet en såkaldt akutplads, som skal sikre, at det skulle være muligt at tage nye patienter ind med det samme. Det har dog betydning for de patienter, der allerede befinder sig i retspsykiatrien.
- Hvis ikke der er plads, så er der taget stilling til, hvilke patienter der kan flyttes over i almenpsykiatrien, forklarer vicedirektør Søren Bredkjær.
Overlæge: Drabsmand er også svigtet
Ifølge Hans Henrik Ockelmann viser dommen, at drabet i virkeligheden handler om to store svigt - både overfor Stine Kitt Jørgensen men også overfor drabsmanden.
- Han har henvendt sig med henblik på at få hjælp. I det store billede lyder det ikke som om, det er det, han har fået. Han er havnet i en værre situation end før, siger han.
Hvordan det kunne gå til, at den 39-årige kvinde ved højlys dag kunne blive drabsoffer på en lukket psykiatrisk afdeling, er stadig et spørgsmål, der står ubesvaret hen.
Ifølge Region Sjælland efterforsker politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed stadig sagen.
TV2 ØST spørger vicedirektøren ved Psykiatrien, om manden i forbindelse med drabet også er blevet svigtet:
- Jeg kan ikke svare i det konkrete tilfælde, men det er en dybt tragisk hændelse. Jeg ville ønske, det aldrig ville have været sket, og heller ikke at drabsmanden var blevet bragt i den situation, han er i nu, siger Søren Bredkjær.
Video: Du kan se hele indslaget om historien her: