En drone, der styrtede ned i haven til et privat hjem i et parcelhuskvarter i Stensved, kan nu ende med at udløse bøder til dronepiloten.
Lørdag aften klokken 18.45 faldt dronen pludselig ned fra himlen i haven.
Ingen kom noget til ved episoden - men da dronepiloten kort efter meldte sig på adressen for at få dronen udleveret, var politiet tilkaldt til adressen - og den 27-årige mand endte med at blive sigtet for tre brud på lovgivningen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
Den 27-årige mand kendte ikke reglerne for droneflyvning. Derfor vidste han ikke, at han skulle have et dronecertifikat for at flyve med dronen. Han vidste heller ikke, at han ikke måtte flyve ind over private ejendomme eller at dronen skulle være forsikret. Alle tre ting er nu forhold, som han er sigtet for.
Dronen er af mærket DJI, og det var tilsyneladende en tilfældighed, at dronen havnede midt i festen, oplyser politiet.
Manden er da heller ikke sigtet for at bryde med privatlivets fred.
Styrelse: Tjek reglerne før du flyver
Manglende kendskab til reglerne er ikke nogen undskyldning overfor politiet. Derfor er det også en rigtig god ide, hvis man sætter sig ind i reglerne for droneflyvning. Det siger Troels Boe fra Trafikstyrelsen.
- Det er vigtigt på forhånd at have sat sig grundigt ind i alle reglerne for, hvordan man flyver sikkert med droner. Droneområdet er omfattet af fælles europæiske regler, en national dronebekendtgørelse og dertil kommer andre love, som kan have betydning for flyvning med droner - for eksempel straffelovens bestemmelser eller reglerne om persondata. Og man skal faktisk kende alle regelsæt, før man starter sin drone, siger han.
Han siger, at styrelsen godt ved, at det kan være svært for hobbybrugere at danne overblik. Derfor opfordrer han alle til at søge information på droneregler.dk, der er Trafikstyrelsens officielle kanal for vejledning og opdateringer vedrørende brugen af droner i Danmark.
Reglerne gælder for alle
De seneste år er det blevet stadig lettere at flyve drone. Men selvom mange anser de små droner for at være legetøj, så betragtes de ifølge lovgivningen som små luftfartøjer, ligesom for eksempel en lille helikopter. Derfor er der også en række regler, som man skal kende, før man lader dronen lette.
- Regler og ansvar gælder for alle droneflyvninger, og flyver man med droner over 250 gram, skal man inden have et dronekompetencecertifikat via droneregler.dk. Nogle droner på under 250 gram, har dog færre krav, når du skal flyve med dem, forklarer Troels Boe.
Fordi lovgivningen for nylig er blevet ændret, så er der endnu ikke en retspraksis i forhold til de bøder, man kan få, hvis man flyver forkert med en drone.
Derfor kan det heller ikke endnu siges, hvordan sagen fra Stensved kan takseres.