Vandmasserne under stormfloden sidste år forårsagede omfattende ødelæggelser, da slusen til Tubæk Å i Præstø bukkede under for presset.
Jeg er glad for, at porten er kommet
Den manglende sluseport gjorde, at vandet fra fjorden fossede ind, hvor det skabte store oversvømmelser i byen den 20. oktober 2023.
Men nu er der kommet en mere permanent løsning på plads, oplyser Rolf Hoelgaard, der er centerchef for Vej, Natur og Miljø i Vordingborg Kommune.
- Vi har holdt nyheden lidt for os selv, for vi ville gerne have arbejdsro til selve montagen, siger han.
Det er nemlig ikke lige til at nedsænke en sluseport og hængsle den fast i en strømfyldt å.
- Den er lavet af stål og azobetræ - også kaldet jerntræ, så den er både sindssygt stærk og tung, forklarer han og tilføjer:
- Så det tog noget tid, men det lykkedes, så nu har vi en sluseport i funktion igen ved Tubæk Å.
Slusen ved Tubæk Å består af to porte. Også den anden port, som ikke blev beskadiget under stormfloden, vil i nær fremtid blive skiftet ud.
- Den gamle port er lavet af træ ud fra de klimahændelser, vi har kendt hidtil – og den har tjent sin funktion, siger Rolf Hoelgaard.
- Men den belastning, som den blev udsat for ved hændelsen i oktober, har gjort det nødvendigt at opgradere slusen, tilføjer han.
Den nye sluseports ankomst fredag den 12. januar blev også bemærket i byen.
Nikolaj W. Reichel (S), der udover at være kommunalbestyrelsesmedlem i Vordingborg Kommune, bor i Præstø så sluseporten i færd med at blive løftet på plads fra en lastvogn på sin vej hjem fra biblioteket.
- Jeg er glad for, at porten er kommet, og den kom hurtigere, end jeg har regnet med, siger han og tilføjer:
- For det har været tiltrængt i mange år, og den kan forhåbentlig være løsningen til de mange udfordringer, der vil komme de næste mange årtier.
Lukkede hullet med container
Nikolaj W. Reichel valgte at stoppe op, og tage et par billeder af den nyankomne sluseport.
Billederne delte han i den lokale Facebook-gruppe, hvor nyheden blandt andet er blevet modtaget med lettelse.
Og det forstår man godt, lyder det fra Nikolaj W. Reichel, som dog peger på, at der skal mere til end bare en ny sluse, hvis byens borgere skal komme tørskoet gennem endnu en stormflod.
- Det er en del af løsningen og vil redde de små ting, men den kan ikke stå alene, når vi har 100-års hændelser, siger han og tilføjer:
- For det bliver ikke sidste gang, at der kommer massive vandmasser, og udfordringer, som byen står over for i fremtiden. Så det er noget, byen skal finde løsninger på.
Under stormfloden blev hullet i slusen midlertidigt lukket ved hjælp af en 20 fods container, holdt på plads ved hjælp af en gravemaskine.
- Det har haft stor prioritet for os at få udbedret slusen, siger Rolf Hoelgaard og fortsætter:
- For den løsning, vi fik lavet under stormfloden – og som vi har haft i baghånden siden – er ikke uden risiko at sætte op.
Ifølge dagsordenen for Klima og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune den 6. december sidste år er reetableringen budgetteret til 1,5 millioner kroner.
Pengene er fundet gennem et mindre forbrug på vejbelysning i kommunen i 2023.