Nyhedsoverblik

Fangede fartbilister ved bro

Det gik alt for hurtigt for flere bilister, der torsdag kørte ad Sydmotorvejen ved Vordingborg. Flere kan nu se frem til et klip i kørekortet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mellem klokken 18.04 og 21.54 kontrollerede politiets færdselsafdeling trafikken lige inden Farøbroerne ved Vordingborg.

Her blev 1.707 bilister kontrolleret, og ud af dem blev 40 bilister blitzet. De kan nu se frem til en bøde.

Hvornår får man klip i kørekortet?

Du får ét klip i kørekortet for hver af følgende forseelser:

  • Overskrider fartgrænsen med mere end 30 procent

  • Kører med for kort afstand til forankørende

  • Kører ulovligt i nødsporet

  • Ikke spænder børn under 15 år fast i bilen

  • Ikke sørger for at passager på 8-15 år anvender styrthjelm på motorcykel

  • Kører over for rødt lys

  • Overtræder reglerne om vigepligt

  • Overtræder reglerne for overhaling og forbud mod overhaling

  • Overskrider spærrelinjer ved overhaling

  • Øger hastigheden når man bliver overhalet

  • Overhaler ved fodgængerfelt

  • Kører mod færdselsretningen

  • Kører uforsvarlig slalom- og forbikørsel i tæt trafik

  • Ændrer færdselsretning og placering til fare eller unødig ulempe for andre

  • Kører venstre om helleanlæg

  • Kører om kap eller væddeløbskørsel på vej

  • Kører over jernbanespor, hvis der er givet signal til standsning

  • Brug af håndholdt teleudstyr og kommunikationsapparater som f.eks. håndholdt mobiltelefon, GPS, iPad og smartwatch

  • Kører med en lav koncentration af THC – det aktive stof i hash og marihuana – i blodet (0,001-0,003 mg/kg)

  • Hvis der sker en ulykke i forbindelse med forseelsen, eller hvis den har medført fare for andre, afgør politiet, om du i stedet skal frakendes førerretten.

    Kilde: FDM.

Den hurtigste bilist blev målt til at køre 133 kilometer i timen på strækningen, hvor man maksimalt må køre 90 kilometer i timen.

Vedkommende kan sammen med tre andre fartbilister nu se frem til et klip i kørekortet.